Øfeldt startede allerede i 1975 med at specialisere sig i målrettet optræning af rygpatienter. Resten af sundhedsvæsenet begyndte først at interessere sig for aktiv træning af ryggen ca. 15 år senere. Det faglige forspring og de veldokumenterede resultater medførte offentligt tilskud til Øfeldt-Metoden®.

Rygbehandlingen efter Øfeldt-Metoden® adskiller sig fra anden rygbehandling i sundhedsvæsenet ved følgende kendetegn:

1. Kun bagsidens muskler trænes

Øvelserne styrker musklerne på bagsiden af ryggen, som gør ondt, fordi hverdagens ensidige fremadbøjning af ryggen forlænger og udtrætter rygmusklerne.

Derfor trænes bug- og hoftebøjemuskulatur ikke, og udstrækning af ryg- og sædemuskulaturen undlades, idet vi ønsker en opstramning og forkortelse af disse muskler.

2. Fuld sammentrækning af rygmusklerne

Under rygøvelserne, som udføres liggende på maven, løftes ryggen ikke kun op til vandret (normalstilling), men løftes, med hjælp fra behandleren, yderligere bagover, i den udstrækning, bevægeligheden og smerterne tillader det. Derved udnyttes ryggens naturlige bevægelighed, så ryg- og sædemuskler opnår fuld sammentrækning – samme princip som ved træning af al anden muskulatur.

Denne, så vidt mulige, fulde bagoverbøjning, bevirker opstramning og forkortelse af ryg- og sædemusklerne, så hverdagens fremadbøjede mønster modvirkes.

3. Du får hjælp under øvelserne

Behandleren hjælper dig under øvelserne ved at løfte den del af kropsvægten, som du ikke selv kan løfte. Det er specielt i den sidste del af bevægelsen, hvor kroppen eller benene skal løftes bagover, at de fleste ikke har kræfter nok til at løfte kroppen/benene. Derved sikres, at øvelserne udføres korrekt, stabilt og kontrolleret, i stedet for at man ”svinger” sig det sidste stykke op. Uden behandlerens hjælp kan rygmuskulaturen overbelastes.

4. Rygmuskelstyrken måles på en ny måde

Rygmuskelstyrken måles med en elektronisk gradmåler, Øfeldt-Meter^®, ved behandlingens start og undervejs i behandlingsforløbet. Øfeldt-Meteret^® måler, hvor langt bagover man, med og uden hjælp, kan løfte kroppen og benene – altså i hvor høj grad man har muskelstyrke til at udnytte ryggens (naturlige) bevægelighed. Før behandlingens start kan de fleste rygpatienter ikke løfte kroppen og benene ret langt bagover grundet svækkede og forlængede ryg- og sædemuskler. De aktive rygøvelser, med hjælp fra behandleren, styrker evnen til at løfte kroppen og benene højere op, idet der ikke kun sker en styrkelse, men samtidig en opstramning/forkortelse af ryg- og sædemuskulaturen. Øfeldt-Meteret^® giver således et objektivt mål for, hvor stor styrkelse og opstramning/forkortelse, behandlingen har medført.

Hvorfor kun træne rygmusklerne?

Alle terapeuter er formentlig enige i, at målet for patienten må være en stærk og stabil ryg. Det forudsætter, at musklerne omkring rygsøjlen kan sørge for den nødvendige stabilitet. Derfor er der nødt til at være indbyrdes harmoni, for så vidt angår muskelstyrken og længden på hver side af rygsøjlen – specielt mellem musklerne på for- og bagsiden af rygsøjlen.

Øfeldt Centrene deler dette ønske for behandlingsmålet, men Centrene adskiller sig fra stort set hele resten af sundhedsvæsenet ved kun at rette træningsindsatsen mod musklerne på ryggens bagside og ved at undlade træning af bugmusklerne på forsiden.

Hvorfor nu denne forskel i opfattelsen af, hvilke muskler der bør trænes?

Vores gæt er, at vi har forskellig opfattelse af, om der i udgangspunktet – dvs. inden træningen iværksættes – er harmoni mellem muskelstyrken og -længden mellem ryg- og sædemusklerne på ryggens bagside og bugmusklerne (og hoftebøjemuskulaturen) på forsiden.

Det mener vi ikke, der er. Vi ser en lang række tegn på, at ryg- og sædemusklerne både er forlængede og for svage til at opfylde deres opgaver ifm. dagligdagens belastninger.

Når ryg- og sædemusklerne er for svage og for lange ift. bugmusklerne, så er det ikke hensigtsmæssigt at iværksætte en træning, som styrker og opstrammer bugmusklerne. Det vil kun forøge den i forvejen forskudte muskelbalance og sandsynligvis forværre rygsmerterne.

I det følgende beskrives forhold, som understøtter, at ryg- og sædemusklerne er udstrakte og forlængede og har utilstrækkelig styrke.

Dårlig kropsholdning

Mange kan genkende, at man er tilbøjelig til at falde sammen i ryggen (fremadkrummet). Forsøger man at rette sig op, går der ikke lang tid, før ryggen igen rundes. Der er derimod aldrig eksempler på, man føler, man er ved at ”falde bagover”.

Smerterne er i ryggen – ikke maven

Kun en mindre andel af rygsmerter kan med sikkerhed tilskrives røntgenforandringer. De fleste årsager til rygsmerter må derfor antages at være af muskulær karakter. Eller skyldes forhold som grunder i utilstrækkelig muskelstyrke.

Smerterne er jo på rygsiden, hvor rygmusklerne er placeret, og ikke i bugmusklerne, hvilket peger på, at rygmusklerne må spille en rolle i smertebilledet – uanset rygdiagnose. Det er ikke overraskende, idet det jo er rygmusklerne, og ikke mavemusklerne, som skal varetage det store arbejde med at holde os oprejste. Fordi de er posturale muskler (holdningsmuskler). Rygmusklerne udtrættes derfor nemt, hvis de for lange og svage. Tilsvarende kræver det langt flere kræfter at ”holde” en flagstang, som hælder, frem for en flagstang som er lodret.

Knogleforandringer

Man ser hos nogle unge mennesker, at ryghvirvlerne vokser sig skæve i vækstperioden (puberteten). Hvirvlerne vokser mere i højden bagtil end fortil og kommer til at ligne en kile, når man ser rygsøjlen fra siden.

En oplagt forklaring på skævheden er, at der er mest pres på den forreste del af ryghvirvlerne, idet mange har dårlig holdning med fremadkrummet ryg. De asymmetriske vækstbetingelser gør det sværere for den forreste del af ryghvirvlerne at højdevækste i samme omfang som for den bagerste del af ryghvirvlerne. Man kan sige, at ryghvirvlerne ”tager form” efter hverdagens mere eller mindre fremadbøjede opholdsstillinger.

Instinktiv fornemmelse af det rigtige

Hvad gør man efter en lang køretur, når man stiger ud af bilen? Krummer man sig forover? Næppe. Udstrækningen af ryg- og sædemusklerne ”kalder” i stedet på, at man bøjer sig bagover og retter ryggen ud.

Er rygmusklerne stærke (nok)?

Svaret på spørgsmålet afhænger af, hvordan rygmuskelstyrken måles. Lad os derfor se på de to almindelige metoder til måling af rygmuskelstyrke.

Måling af udholdenhed: Man ligger på maven på en briks med benene spændt fast og overkroppen hængende frit ud over kanten fra hoften og opefter. Man skal så, med krydsede arme over brystet, holde kroppen frit svævende i vandret position i op til 4 minutter.

Måling af styrke: Man står oprejst (eller sidder fastspændt), med en vest eller en sele på, som er forbundet til en kraftmåler (dynamometer/newtonmeter), som igen er forbundet til en wire, som er fastgjort til f.eks. en krog i væggen. Man skal da trække ryggen bagud, med så stor kraft som muligt i nogle sekunder, hvorved kraftmåleren angiver den maksimale muskelstyrke.

I begge målemetoder måles udholdenheden og styrken isometrisk. Her er altså tale om muskelarbejde uden muskelsammentrækning i modsætning til koncentrisk muskelarbejde, hvor musklen trækker sig sammen (som hvis man bøjer albuen med en håndvægt i hånden).

Og begge målemetoder fokuserer på rygmuskelstyrken i den normale rygstilling. Dvs. hvor ryggen er i 180° forlængelse af benene. Altså ikke i en stilling hvor ryggen er bagoverbøjet.

Der er derfor to problemer ved disse test.

For det første er en muskel altid stærkere under isometrisk muskelarbejde, end under koncentrisk muskelarbejde, hvorved de to ovennævnte målemetoder kan give et (falsk) positivt billede af rygmuskelstyrken. Man vil f.eks. i test nr. 2 kunne trække et antal newton eller kg, som umiddelbart synes rigelige og tilstrækkelige ift. overkroppens vægt.

Dernæst indebærer testene ikke fuld sammentrækning af rygmusklerne (rygstrækkerne), og det er et problem, fordi en muskel af fysiologiske årsager bliver svagere, i takt med at den trækker sig sammen (“aktiv insufficiens”). Man kan selv efterprøve princippet ved først at klemme fingrene med håndleddet i almindelig stilling og derefter med bøjet håndled. I sidstnævnte situation har man kun lille kraft til rådighed. Altså måler begge tests muskelstyrken i en rygstilling, hvor rygmusklerne kun delvist udfordres, frem for hvis de skulle foretage fuld sammentrækning (dvs. hvis man skulle løfte ryggen eller benene så langt bagover som muligt).

Dermed kan både terapeuter og patienter let drage den fejlagtige konklusion, at styrken i ryg- og sædemusklerne er rigelig – ud fra disse almindeligt anvendte målemetoder.

Øfeldt Centrenes rygmuskelstyrkemåling tager netop højde for manglerne i de to nævnte målemetoder. Vi måler med en elektronisk gradmåler (Øfeldt-Meter^®) ryg- og sædemuskulaturens størst mulige sammentrækningsevne, liggende på maven, når der arbejdes imod tyngdekraften.

Vi har hos flere tusinde patienter kunnet konstatere nedsat rygmuskelstyrke. De fleste af patienterne kan inden behandling løfte kroppen 45-50° fra lejet (ift. vandret) med hjælp (= bevægeligheden), mens de uden hjælp (= styrken) ofte kun kan løfte få grader over vandret, og sådan bør det ikke være. Heller ikke selvom mange uden rygsmerter også vil have problemer med at løfte kroppen eller benene ret mange grader over vandret.

Hvis det samme var tilfældet med styrken i håndleddet; at man godt kunne løfte hånden helt op med hjælp, men kun kunne løfte hånden op til omkring vandret uden hjælp, ja så ville man jo straks søge læge og få undersøgt tilstanden nærmere.

Der er altså tale om et paradoks, idet mange godt kan løfte en ølkasse eller noget tungere op på et bord. Fordi ryg- og sædemusklerne her får lov til at arbejde i udstrakt stilling, hvor de er stærke, og hvor den manglende kraft i sammentrukket tilstand ikke kommer til udtryk. Derved kan man nemt (fejlagtigt) konkludere, at rygmuskelstyrken er i orden.

Den manglende rygmuskelstyrke hos patienter med rygsmerter – målt som ryg- og sædemuskulaturens størst mulige sammentrækningsevne – ligger netop til grund for Øfeldt Centrenes terapeutassisterede rygmuskelstyrkende øvelser. Hvis patienterne skal løfte kroppen alene – som tydeligvis er for tung ift. muskelstyrken – svarer det til, at man i sin træning af f.eks. albuen vælger en al for tung håndvægt og derfor kun kan foretage delvis sammentrækning af overarmens bøjemuskel.

Er bugmusklerne stærke (nok)?

Dette spørgsmål er (umiddelbart) lettere at svare på, idet de fleste kan løfte kroppen i rygliggende stilling, så de kommer op at sidde, ligesom de fleste kan løfte benene strakt til omkring lodret – afhængig af evt. stramhed i musklerne på bagsiden af låret.

Der er dermed ikke tale om svækkelse af musklerne på forsiden af rygsøjlen. Heller ikke når disse muskler skal arbejde i kort stilling – til fuld sammentrukket stilling.

Vi har målt bug- og hoftebøjemuskelstyrken på den beskrevne måde hos mange tusinde patienter med rygsmerter. Nogle af patienterne har haft problemer med at udføre de to tests. Det interessante er imidlertid, at næsten alle udviste normal bug- og hoftebøjemuskelstyrke, så snart bedringen i rygsmerterne var indtruffet.

Det skal her bemærkes, at behandlingen kun indeholder øvelser, som styrker ryg- og sædemuskelstyrken. Bugmuskelstyrken kan derfor ikke have været svækket forud for behandlingen.

Dette taler for, at der ikke er nedsat bugmuskelstyrke hos normalbefolkningen, og at evt. nedsat bugmuskelstyrke (under testene) ifm. rygsmerter skyldes andre årsager – formentlig en smerteblokering (for at undgå yderligere udstrækning af rygmusklerne).

Konsekvenser for diskusskiverne ved fremadbøjende øvelser

Når ryggen bøjes fremad, bagover eller til siden, klemmes diskusskiverne sammen i den side, man bøjer til. Det kan lade sig gøre, fordi diskusskiverne indeholder en geleagtig kerne, som kan forskydes i alle retninger (inde i diskusskiven) under bevægelse. På den måde kan man bøje ryggen til den ønskede side. Der er også facetled bagtil i rygsøjlen, såkaldte ”glideled”, som indgår i og er med til at styre bevægelsen af ryggen.

Her vil vi imidlertid fokusere på sammenklemningen af diskusskiverne under bevægelse, de mulige konsekvenser, herunder risiko for overbelastning af diskusskiven – under fremadbøjning af ryggen.

Når ryggen bøjes fremad, klemmes diskusskiverne, som nævnt, sammen fortil. Derved skubbes indholdet af diskusskiverne (diskuskernen) bagud, med øget risiko for diskusprolaps, hvis man er disponeret for dette, hvilket mange er (figur B).

Når ryggen i stedet bøjes bagover, påvirkes diskusskiverne hensigtsmæssigt, fordi bagoverbøjningen skubber indholdet af diskusskiverne (diskuskernen) fremefter, og risiko for diskusprolaps mindskes (figur C).