Andre patienters
oplevelser

Læs her om andre patienters udbytte af Øfeldt-Metoden®

Dissemineret sclerose

  • Jeppe – Sådan holder jeg sclerosen i skak
  • Thordur – Hold mig væk fra stolen
  • Tom – Mit helbred har fået det så meget bedre
  • Carsten – Håb for føste gang

Cerebral parese

  • Freya – Jeg har fundet det helt rigtige sted til min genoptræning

Parkinson syge

  • Knud – Jeg genvandt min gangfunktion

Paraplegi

  • Benn – Optræning hos Øfeldt hjælper
  • Claes – Ikke oplevet samme behandling andre steder

Jeppe med diss. sclerose

Jeg fik diagnosen “sclerose” i 2002, men havde ingen gener af sygdommen. I foråret 2006 får jeg problemer med at gå, jeg vælter, da jeg er i gang med at slå græs. Gangbesværet tiltager, og jeg får nu diagnosen “progressiv sclerose” og medicineres med Novantrone fra januar 2008.

Kommunen hjælper med rollator og kørestol, og jeg henvises til fysioterapi, som jeg påbegynder i nærområdet. Fysioterapien er holdtræning, og jeg opfatter det som et ugentligt pligtbesøg, ” for
så gør jeg også noget selv”.

En af min kones veninder fortæller mig om Øfeldt Centret. Hun – der har en anden og sjælden lidelse – føler, at hos Øfeldt er det ikke bare pligt, dér får man rent faktisk noget ud af det. Jeg får
min læge til at lave en specifik henvisning til Øfeldt Centret, og efter lidt ventetid indkaldes jeg til undersøgelse og behandling i marts 2008.

Det er noget helt andet end den fysioterapi, jeg har prøvet ind til da. I og med at man spændes fast med remme til hver øvelse, sikrer man, at den rigtige muskel bliver trænet. Derved kan jeg
styrke de sekundære muskelgrupper, der hjælper mig med at gå. Indsatsen er 1½ time to gange ugentligt, og der er en behandler fuldtid på mig, der hjælper/sikrer, at jeg laver øvelserne korrekt. Det giver resultater, ikke mirakler, men efter en svag bedring forbliver min gangfunktion stabil, og jeg føler, at jeg i dag (februar 2010) efter to års træning har en bedre gangfunktion, end da jeg startede, på trods af min diagnose.

Jeg kan fuldt anbefale Øfeldt Centret til alle scleroseramte. Det er et vigtigt supplement til medicinsk behandling.

Behandling for dig med dissemineret sclerose.


Thordur med diss. sclerose

Jeg hedder Thordur (Thor), kommer fra Island og er 53 år. Min sclerose startede i 1993 og holdt sig i ro med nogle få attaks indtil 2001-2. Så kom der mange attaks, som fik indflydelse på min gang, og der var det, at jeg tænkte EN SVAG BESKED TIL EN SVAG MUSKEL ER VÆRRE END EN SVAG BESKED TIL STÆRK MUSKEL, og det måtte jeg gøre noget ved.

Jeg fik fysioterapi, som var holdfysioterapi, og det var ikke lige mig at stå der hele tiden på mine ben og træne (jeg havde svært ved at stå længe), så det fik jeg ikke særlig meget ud af. Så var det, at en god ven havde fundet Øfeldt og så straks, at det ville være noget for ham Thor.

Jeg kom til indledende samtale og undersøgelse, og lidt senere var jeg startet hos Øfeldt Centret i Rødovre. I starten syntes jeg, det var lidt gammeldags med bænke og remme til at binde en fast med, men når jeg kom i gang, kunne jeg godt føle, at ved at isolere den muskel, der skal trænes, og kun den, fik man hurtigt skabt nogle fine resultater. Jeg havde også nogle problemer med ryggen, som der blev taget hånd om på en meget effektiv måde. Blev nogle gange kørt til træning og nærmest båret ind med av av i ryggen og gik selv ud 1½ time senere uden støtte. Det skal siges, at det ikke er nogen mirakelkur at være hos Øfeldt, men en hård og krævende fysisk træning, som giver pote, hvis man giver det en chance. Man skal blive ved og må ikke give op.

I starten af min sclerose fik jeg at vide, at jeg skulle spare på kræfterne, men jeg hørte ikke efter, og det var godt, for nu er det videnskabeligt bevist, at hård træning er godt for os med sclerose.

Jeg har nu været hos Øfeldt i 8 år og været meget glad for at komme dér. Jeg har haft mange gode behandlere og prøvet meget, for hvis man ikke kan på én måde, så finder de en løsning, så jeg kan på en anden måde. Der er altid en vej til at få trænet musklerne optimalt, så hjernen (på mig altså) kan blive ved med at huske på, hvordan det er at gå og stå.

Min ryg har aldrig været stærkere, og jeg har generelt stærke muskler over hele kroppen, men det er beskeden fra hjerne til muskler, som mangler/kan være svag. Nu når de finder løsningen på sclerose er jeg fit for fight og klar.

Det lyder måske vildt, men jeg tør sige og står ved, at den træning, jeg har fået hos Øfeldt, har holdt mig væk fra at sidde i kørestol i dag! Tak Øfeldt!

Til alle scleroseramte vil jeg sige KOM I GANG. Om det er hos Øfeldt eller andet så kom i gang med at træne. Jeg kan varmt anbefale Øfeldt Centrene.

Behandling for dig med dissemineret sclerose.


Tom – mit helbred har fået det så meget bedre

“Patient Tom” – disse ord har jeg pludseligt måtte lære at huske fra år 2006, hvor jeg blev opereret for tarmkræft, blivende stomi, som jeg nu lever fint med.

I 2008 fik jeg begyndende balancebesvær samt smerter, som hele tiden kun blev værre.

Jeg skulle ellers til at genoptage mit job, har været selvstændig i 40 år, men balanceproblemerne og især smerterne blev værre. Hele 2009 gik med hospital, scanninger osv., og i januar 2010 fik jeg diagnosen sclerose og havde nu så mange smerter og balance-
problemer.

Min læge anbefalede marinol (udtræk af canabis-planten) mod smerter og optræning på Øfeldt Centret. Jeg startede i april 2010 – hård træning – sammen med min behandler.

Jeg er af den overbevisning, at jeg selv skal gøre mit yderste for at bedre mit helbred/tilstand.

Selvom sclerosen ikke kan helbredes, kan træning gøre meget for bedring af krop/muskulatur.

Øfeldt Centret er et rigtigt rart sted at blive behandlet. Jeg har prøvet at være andre steder, inden jeg kom til Øfeldt Centret, uden nævneværdig virkning.

Da jeg selv er teknisk uddannet, har jeg med beundring set og selv erfaret disse specielle og forskellige værktøjer, vægte og lignende hængende fra loft til gulv, som gør det muligt for behandler/patient at nå ind til selv den mindste muskel. Ikke mindst at omtale bænkene og et væld af forskellige remme. Man bliver lejret og spændt fast på en måde, så kun den helt rigtige muskel trænes – ingen muskel undslipper.

Jeg er meget glad for at komme på Øfeldt Centret (3 gange om ugen) og har nu været der i 2 år.

Mit helbred har fået det så meget bedre. Jeg kan arbejde 3 – 4 timer hver dag, køre bil og har mere ro i mit sind. Hverdagen har fået mere mening, og jeg betragter næsten Øfeldt Centret som
mit andet hjem.

Behandling for dig med dissemineret sclerose.


Carsten – håb for første gang!

Lidt baggrund
Jeg har MS, sekundær progressiv.
Diagnosticeret i 2006.

Bruger kørestol (de seneste 2 år).

Fysioterapi siden 2006, individuel træning og holdtræning. Uddannet musiker, Psykoterapeut/kropsterapeut. Jeg har været igennem, hvad jeg vil kalde ’standard-pakken’ vedr. fysioterapi, Haslev Sclerose Hospital og lign. Det til trods har jeg oplevet tilbagegang i min fysiske tilstand, siden jeg fik diagnosen 2006.

MIT MØDE MED ØFELDT
Jeg starter hos Øfeldt november 2016.
Med det samme kan jeg ’se’, at Øfeldt arbejder på en helt anden måde, end det jeg hidtidigt har prøvet. Efter en grundig forundersøgelse, for at afdække funktionstilstand, bliver et træningsprogram udfærdiget. Den helt store forskel, som jeg oplever det fra almindelig fysioterapi, er:

  • Man træner med en behandler hele tiden.
  • Min træning er typisk 1½ time med behandler!
  • At musklerne bliver trænet i fuld bevægelighed, også selvom man ikke selv kan! Hvis jeg selv kan bevæge 50 % ud af 100 %, hjælp er behandleren med bevægelse af de resterende 50 %, så hele musklen bliver aktiveret. Og langsomt bliver mere og mere af musklen aktiv, så jeg selv kan begynde at bruge mere af musklen.
  • Alle andre muskler bliver gjort ’inaktive’ ved hjælp af forskellige hjælpemidler, så træning af den ønskede muskel opnås bedst
    muligt.

ALLE ER FORSKELLIGE
Jeg oplever en stor fleksibilitet og opmærksomhed hos behandlerne. De er hele tiden opmærksomme på, om ’justering’ af øvelserne er nødvendig for at opnå størst mulig effekt af træningen.

Jeg har ofte oplevet, at behandlerne kommenterer på hinandens patienter med henblik på at hjælpe til den bedst mulige behandling (20 øjne er bedre end 2). Da min daglige tilstand kan være meget skiftende ’følger behandlerne bare med’ og justerer øvelserne, så de passer til dagsformen.

HÅB FOR FØRSTE GANG!
For første gang i mere end 5 år oplever jeg fremgang!!! Jeg har de seneste ca. 1½ måned oplevet (5-7 gange) at kunne gå ca. 300-400 meter. Kunnet stå op i 2-3 timer. Hvilket i min verden
er et mindre mirakel.

Hvordan kan det så ikke blive om et år?!
Mine spasmer er væsentligt reduceret.
Som det nok kan læses ud af mine ord, kan jeg kun anbefale Øfeldt. Hvis du har sclerose, så kom i gang så snart som muligt. Hos Øfeldt er du i sikre, gode hænder.

Behandling for dig med dissemineret sclerose.


Freya – min oplevelse af Øfeldt Centrene

Mit navn er Freya, og jeg er 15 år gammel. Jeg er født med spastiske lammelser. Igennem min opvækst har jeg prøvet rigtig mange forskellige træningsmetoder. Fra sundhedsvæsenet er der ikke så mange tilbud til genoptræning af børn med handicaps. De tilbyder botox-behandling, som lammer musklerne og derfor gør det umuligt at genoptræne sine muskler, og så kan de tilbyde operationer til bl.a. forlængelse af senerne, der er blevet korte. Mine forældre hørte tilfældigt om Øfeldt Centrene og fik en henvisning fra vores læge. Jeg startede på Øfeldt Centrene for ca. 2 et halvt år siden. Før jeg startede, var mine muskler i den raske side ca. dobbelt så store som musklerne i min dårlige side. Efter et halvt års træning 2 gange ugentlig hos Øfeldt havde jeg ens muskelmasse i begge sider.

Jeg har mindre smerter, idet jeg bliver trænet i hele kroppen og dermed ikke har en skæv holdning mere. Min krop har vænnet sig så meget til den træning, jeg får fra Øfeldt, så hvis jeg har været på ferie eller har været syg, kan min krop tydeligt mærke, jeg ikke har fået min personlige træning. Det giver mig en form for
tryghed, da jeg kan mærke, det er godt for mig, og jeg har fundet det helt rigtige sted at genoptræne.

Også i forhold til det sociale er det det helt rigtige for mig. Jeg har en fast træner, som kender mig godt. For mig er det vigtigt, man klikker godt med sin træner, det kan man roligt sige, jeg gør. Min træner Peter har jeg haft, siden jeg startede hos Øfeldt. Han er en supergod træner, da han altid presser mig, uanset hvor træt jeg så er. Jeg er ikke altid lige oplagt til at træne, da jeg har en travl hverdag og måske hellere har lyst til at slappe af. Men Peter har en evne til at få mig i godt humør altid, hvilket giver mig energi til at træne. Jeg er rigtig glad for min træner Peter og ønsker, at alle, der starter hos Øfeldt, får det lige så godt med deres træner, som jeg har det med Peter. Øfeldts træning hjælper ikke kun fysisk for mig, men også psykisk, hvilket betyder meget for mig.

For at gå på Øfeldt Centrene skal man selv have lysten til at gøre noget, da det er hård træning. Men det hjælper en del at have en træner ved siden af sig, som kan peptalke og hjælpe én. Jeg går til kontrol en gang årligt på hospitalet, og lægerne er meget imponerede over det resultat, jeg har opnået ved at træne hos Øfeldt. Jeg kan kun varmt anbefale denne form for træning ved handicap eller skader.


Knud – jeg genvandt min gangfunktion hos Øfeldt

Jeg er 73 år, har haft Parkinsons sygdom i 22 år og har altid været meget fysisk aktiv, løbet på ski, vandret i bjerge, løbet DHL-stafetløb mm.

I januar 2008 blev jeg opereret i ryggen for en scoliose (skævhed). Operationen var vellykket, men pga. smerter kom jeg kun op at gå en gang om dagen. Efter 3 uger blev jeg udskrevet fra hospitalet og overflyttet til kommunens lokale genoptræningscenter. Her fik jeg kun træning 2 gange om ugen i max. 10 minutter. Resten af dagen sad jeg i kørestol. Det gik kun langsomt fremad, fordi mine muskler var blevet stive og havde udviklet sig forkert pga. min lange immobilisering. 5-6 uger efter operationen tog jeg hjem, da jeg ikke kunne få mere træning, herefter fik jeg tilbudt vedlige holdende træning, hvilket jeg ikke kunne acceptere.

I begyndelsen af august 2008 begyndte jeg hos Teddy Øfeldt i Rødovre. Her fik jeg styrketræning samtidig med koordinering af musklerne i mine ben. Jeg var på dette tidspunkt ikke i stand til at
støtte på mine ben, jeg kunne dårligt forflytte mig fra seng til kørestol, mine hænder kunne næsten ikke holde på en kop, endsige på bestik.

I begyndelsen af september 2008 kunne jeg selv forflytte mig. Rampe til hoveddøren kunne fjernes, og jeg kunne gå ind ved støtte fra bil til entre.

November 2008 lod jeg kørestolen stå i venteværelset hos Øfeldt, og jeg gik med støtte af først to behandlere, og senere af en behandler
til behandlingssalen. Mine fødder, der tidligere vrikkede om, blev efterhånden bedre.

Ved juletid tog jeg de første skridt uden støtte. Men efter nytår gik det ned ad bakke, jeg havde på det tidspunkt tabt mig en del, om det kan være årsagen, ved jeg ikke.

Februar 2009 begyndte jeg træning af mine fingre hos Øfeldt. Dette hjalp, så jeg efterhånden selv klarer spisning og påklædning. Jeg mangler dog stadig finmotorik til knapper, snøre sko o.a. I foråret 2009 gik det atter frem, så jeg i juli 2009 kun brugte kørestol på længere strækninger, bl.a. pga. problemer med åndedrættet. Efter et fald i december 2009 gik det igen nedad, men jeg håber, min gangdistance igen kan blive længere. Om den nogensinde bliver god vil fremtiden vise, men jeg er ikke i tvivl om, at den intensive træning/koordinering af mine muskler, som jeg får hos Øfeldt, medvirker til min fremgang.


Konklusion:
• Kommunen mente, min tilstand ikke kunne blive bedre.
• Fysioterapeuterne sagde, at de ikke kunne gøre noget, og at jeg ikke ville komme op at gå igen, fordi mine muskler havde udviklet sig forkert.

Det viste sig dog, at med den rette behandling kan der gøres noget, hvis man også selv er indstillet på det. Med en kronisk sygdom (som Parkinsons sygdom) må man være indstillet på, at bare nogle få fremskridt kan tage meget lang tid.


Benn min sygehistorie

Livet skal gå videre, jeg har jo trods alt fået en chance mere i livet. Men det blev et anderledes liv at vågne op til.

I 1991 kom jeg ud for en trafikulykke efter at have været vågen i alt for mange timer. Jeg påkørte et autoværn, og min bil fløj efter- følgende ind i en bropille. Det forårsagede, at 10. knogle på rygsøjlen eksploderede pga. tryk, og 9. og 11. tog også skade, jeg fik også en del læsioner i ansigtet, brækkede også næsen.

Jeg gennemgik så en større rygoperation, hvor jeg fik indopereret 2 jernstænger til at stabilisere min rygsøjle. Et lille lys for ude kom allerede hurtigt, da jeg blev fortalt, at jeg skulle til genoptræning på Fysiurgisk Hospital i Hornbæk. Det var en hård tid. De få ug er, jeg allerede havde ligget ned, havde afkræftet mig fuldstændigt , så jeg kunne nærmest ingenting – ingen følelse eller motorik fra navlen og nedefter! Det var fuldstændigt som at være i en babykrop, men med et voksent hjerte.

Men så skulle jeg ned til fysioterapi, og jeg havde et stort håb om, at den ville give mig noget. Træningen gik stille og rolig ud på bevægelse af mine ben, men da jeg ikke var vokset sammen i rygsøjlen endnu, var der ikke så meget, der kunne trænes, så det blev kun til små bevægelser af mine ben. Jeg voksede dog hurtigere sammen end beregnet, hvilket jeg var glad for, så jeg rigtigt kunne komme i gang med denne optræning, hvilket jeg glædede mig så meget til.

Da man fandt ud af, at jeg ikke havde nogen funktion i mine ben pga. bruddet på min rygsøjle og de læderede nerver, udmundede træningen sig mere i at håndtere min kørestol og færdighederne i den, end at tage hånd om problemet – nemlig at få bevæget mine ben, så jeg kunne få lært at sende signaler igennem det, som var tilbage. Jeg havde en stram plan om at komme videre, så jeg kunne færdiggøre min uddannelse, så efter 4 måneder blev jeg udskrevet. Ud på skolebænken og tilbage til mit arbejde så jeg kunne færdiggøre min uddannelse.

Under mystiske omstændigheder fandt jeg frem til Øfeldt Centret , og få måneder efter, jeg var udskrevet fra Hornbæk, var jeg allerede blevet undersøgt og påbegyndt genoptræning i Centret. Det var en hård dom at se undersøgelsesresultatet, på den korte tid jeg havde været rygmarvsskadet. At se hvor skæv jeg var blevet i min krop af at sidde ned, fremadrettede skuldre og ingen balance.

Jeg fik hurtigt bevilget en bil, så jeg kunne transportere mig frem og tilbage fra mit arbejde og selvfølgelig min behandling i Centret. I den første periode hvor jeg kom tilbage i mine vante omgivelser hos mine forældre, var det træning om morgenen, videre til arbejdet, hjem og spise og så sove. Det gik der en lang periode med, og det var hårdt at køre en så hård træningsform, specielt når jeg havde mistet styrke i min krop, for der var jo ikke blevet gjort noget fra den fysiurgiske side, det var kun gået ud på færdigheder i kørestolen. Det at komme hjem var godt, men der var også nogle negative sider i det.

Under de beskyttede forhold på Hornbæk havde jeg problemer med inkontinens med vandlanding og afføring, men at det så fortsatte, da jeg kom hjem, var en belastning. Men behandlingen hos Øfeldt gjorde et eller andet, så stille og roligt ændrede min inkontinens sig, og jeg blev rettet op i mine skuldre og fik mere balance, sad mere ret i kroppen. Jeg led heldigvis ikke af rygsmer ter, hvilket mange af mine ligestillede kørestolsbrugere gør. Det kan jeg sikkert kun takke mit så tidlige behandlingsforløb i Centre t for. Min inkontinens forsvandt efterhånden, hvilket jeg var utrolig glad for.

Jeg flyttede hjemmefra til Vestsjællands amt, som på daværende tidspunkt desværre ikke ydede tilskud til behandling på Øfeldt Centret, hvilket gjorde, at jeg måtte stoppe behandlingen i godt et
års tid.

Inden jeg måtte stoppe min behandling hos Øfeldt, var jeg til kontrol på Hornbæk. På det tidspunkt var jeg blevet stærk i mine benmuskler og havde derved ikke bare tændstiksben, men en pæn muskelmasse og havde også fået en flot balance. Opholdet på Hornbæk varede en uges tid. En fysioterapeut skulle se på mig, hvilket jeg var spændt på. Hvordan mon de ville takle en person som jeg, som havde fået en så intensiv træning, og som var blevet så stærk i sine benmuskler? Det gik mildest talt ikke særligt godt. Hun forsøgte at udstrække min hasemuskulatur, uden nogen form for fiksering, og med mine stærke muskler og den smule spasticitet jeg har, provokerede hun mine ben og blev smidt 2-3 meter hen ad briksen, for Hornbæk brugte ikke at fiksere under øvelserne. Så jeg måtte sige, at jeg nok tror, jeg holder mig til den træning, jeg er vant til hos Øfeldt.

Hornbæk var ikke særlig interesseret i at høre, at jeg gik til anden træning end hos fysioterapeut. De havde jo under mit første ophold lært mig hjemmetræning, hvilket var en form for ud – strækning, som jeg ikke kan gøre 100 procent alene og slet ikke optimalt, uden følelse i mine ben. Jeg blev brugt til at fremvise denne hjemmetræning og kørestolsfærdigheder på det første ophold på Hornbæk for fysioterapeuter, som var i sidste del af deres uddannelse, men som nu for første gang skulle se en patient.

Tiden gik så i det nye amt, jeg forsøgte at træne derhjemme, men det var slet ikke optimalt. Jeg var så uheldig, at jeg fik en byld på den ene balle og om til lysken, som akut måtte opereres. Den blev fjernet, og den var ret stor og livstruende, så jeg blev nærmest parteret som en gris. Sådan et sår må man ikke sy sammen, det skal gro sammen. Det tog et helt år, hvor jeg havde hjemmesygeplejerske, som kom og tilså mig, puttede salver og cremer i såret og forbandt det. Jeg forsatte stadigvæk mit arbejde, men træningen på Øfeldt Centret havde jeg ikke, så jeg fik ikke den blodgennemstrømning, som træningen ellers medfører, og som kunne hjælpe min krop med at hele såret.

Der kom et tidspunkt, hvor såret ikke ville gro mere, og så tog jeg på Rigshospitalet, men fik at vide at jeg måtte på ventelisten. Jeg bankede i bordet og sagde, at nu kunne de godt aflyse alle de næseoperationer og ansigtsløftninger el.lign., for det var altså livsnødvendigt, at jeg fik en muskeltransplantation, så såret kunne lukkes. Jeg blev så hurtigt opereret, og lige inden jeg skulle på bordet, kom fortalte lægen mig, at de ville tage alle musklerne i mit lår til at lukke såret. Der blev jeg godt nok sur, for derved ville
han jo tage min mulighed for at kunne komme til at gå igen. Dette kunne han ikke forstå, for “jeg var jo lam”. Jeg måtte klart fortælle ham, at han kun skulle tage de muskler, som var nok til at lukke såret, og lade de øvrige blive tilbage, så benet kunne blive lige så stærkt som det andet ben, for jeg havde stadigvæk en tro og et håb om, at jeg skulle komme op at gå igen, og det skulle ikke nogen læge tage fra mig. Operationen gik fint, og jeg kom hjem igen.

Vestsjællands Amt betalte nu behandlingen på Øfeldt Centret, og jeg genoptog behandlingen. Det var dejligt at komme i gang med træningen igen, og så skete det, jeg kunne pludselig begynde at bøje mine ben. Jeg husker tydeligt, min behandler stod foran mig, hvor han sagde: “Prøv at bøje dine ben, for jeg synes, jeg kan mærke noget”, og så bøjede jeg dem. Det var ikke lange bøj, men en 10-15 cm med 5 kg på. Hold da fast en glæde det gav i mit hjerte. Det gav virkelig en tro på, at den træning var til noget. Det kunne godt være, der var gået en ½ million gentagelser af bevægelsen (øvelsen), men der var signal gennem rygsøjlen. Men det var ikke det eneste positive. Behandlerne fortalte også, at de kunne mærke, jeg var med i de andre øvelser, ikke de store udsving, men jeg hjalp stille med.

Tiden gik med at vedligeholde de signaler, jeg havde fået, og gøre musklerne stærke. Jeg havde faktisk slet ingen problemer med inkontinens mere, efter jeg var kommet til behandling på Centret – heller ikke smerter i ryg eller andetsteds. Behandlingen forløb rutinemæssigt i nogle år med positive små fremskidt og god ved- ligeholdelse. Der skete så det uheldige, i forbindelse med den muskeltransplantation jeg havde fået, at lægen ikke havde sørget for at rufle min siddeknogle, hvilket gjorde, at jeg sad på en meget spids knogle, hvor fedtvævet ikke mere fandtes, så knoglen kunne lave siddesår indefra. Jeg måtte opereres igen og fik flyttet en anden muskel fra inderlåret, som ikke ville formindske mine chancer for at komme til at gå igen.

Dengang arbejdede jeg også meget, hvilket gjorde, at jeg ikke altid fik den nødvendige hvile i mine baller, men jeg trænede ca. 3-4 gange om ugen før eller efter arbejde. Derved fik jeg den blodgennemstrømning i mine muskler, jeg skulle have for at holde min krop i gang, for det er hårdt bare at sidde ned på ens baller og ikke få bevæget sine ben, så denne træning var yderst vigtig, for at jeg kunne bibeholde mit job. Det var ikke bare en behandler, som bevægede mine ben, det var aktive øvelser, hvor jeg skulle arbejde med, og jeg havde allerede set resultater, men alene vedligeholdelsen var yderst vigtig for mig. Jeg var efterfølgende blevet meget stærk i mine muskler, havde en utrolig flot siddestilling også selvom første operation havde gjort mig skæv, pga. det muskelvæv jeg manglede, så min ene balle var mindre end den anden. Det blev kompenseret af korrekt siddepude, men træningen gav det sidste, så jeg blev lige og ikke havde smerter ved at sidde.

Når Centret har ferielukket, kan jeg virkelig mærke, hvordan ligestillede rygmarvsskadede må have det uden træning. Så er det, jeg glæder mig til at få træning igen, få den muskelbevægelse i mine ben. Jeg sidder og bliver stiv i led og muskler, når jeg ikke kan gå. Den bevægelse af f.eks. mine ballemuskler, som er det mest ømfindtlige punkt på kroppen for en kørestolsbruger, er så vigtig. Jeg forstår slet ikke, hvorfor Øfeldts behandlingsform ikke er mere udbredt. Alle kørestolsbrugere burde kende og have adgang til denne behandlingsform og ikke kun tilbydes fysioterapi, som jeg kun har haft dårlige erfaringer med og ikke kan se hjælper. Jeg ser derimod, at optræningen hos Øfeldt hjælper, også hjulpet godt på vej af kontrolundersøgelserne, der foregår hvert ½ år for at kortlægge, hvordan træningen er gået.


Claes min ulykke

Som 20-årig og udlært klejnsmed ville jeg læse videre til maskinteknikker og skulle starte med at læse til efteråret 1992 . Men skæbnen ville noget andet, for sommeren 1992 ændrede alt sig for mig efter en badeulykke. Jeg flækkede en knogle i nakken og blev lammet, jeg blev en grøntsag. Diagnose: Tetraplegiker, lammet i arme og ben.

Jeg havde inden den egentlige ulykke på arbejdet fået en stor jernbjælke væltet ned i nakken og kom derefter på Slagelse Sygehus, hvor de syede mig sammen i nakken, dog uden at tage et røntgenbillede, så jeg kan ikke se, hvor meget der skete den dag. På ulykkesdagen efter arbejde skulle en kammerat og jeg ud at bade ved Kobæk strand i Skælskør. Fra stranden løb vi ud i vandet og kastede os i bølgerne, jeg husker, at jeg dykkede ned og ramte bunden med skulder og pande meget blødt, men åbenbart nok til at jeg flækkede en knogle i nakken. Jeg lå på maven i
vandet og kunne ikke røre mig, hvorved det endte med, at jeg druknede.

Min kammerat fik reddet mig op og fik tilkaldt hjælp. Jeg kom først på Slagelse Sygehus, de sendte mig straks videre til Rigshospitalet med politieskorte. Jeg vågnede et par dage efter med slanger alle steder. Jeg lå i stræk, skruer ind i kraniet med modvægt på. Meget smertefuldt, det føltes, som jeg havde ild i hele kroppen. Jeg blev givet alt det morfin, min krop kunne tåle. Der gik flere dage, inden de fik tid til at operere mig, jeg fik af vide, at der blev ved at komme patienter, som var akut.

Det tog ca. 4 måneder på Rigshospitalet, hvorfra jeg blev flyttet til Fysiurgisk Hospital Hornbæk, der var jeg så ca. 6 måneder, hvorfra jeg til sidst udskrev mig selv.

Trods det at jeg var indlagt der 24 timer i døgnet, trænede jeg kun 1 time ud af disse. At ligge på en madras og prøve at rulle rundt gav ikke mig meget mening. Mit ønske var at få styrket musklerne og se, hvilke muskler jeg kunne få i gang igen. Med styrke så skulle det nok komme at kunne rulle rundt på en madras. Ydermere udtalte chef-fysioterapeuten, at jeg ikke ville blive bedre. Det var et voldsomt slag at få en sådan udmelding. Jeg fik intet ud af Fysiurgisk Hospital i Hornbæk. Det, jeg gjorde der, kunne jeg også gøre der hjemme. Det gjorde jeg så, en kammerat kom og trænede med mig en time om dagen, vi lavede styrkeøvelser på gulvet. Af dette kom jeg længere frem end træningen, jeg havde fået på hospitalet.

Da jeg lå på Rigshospitalet blev jeg fortalt, at når jeg kom på Hornbæk, så var der ingen grænser for, hvad de kunne gøre for mig, der var jo badetræning og meget mere. Men jeg kom jo som nævnt til Hornbæk og fik den store rundvisning. Her så jeg bl.a. reglerne for badebassinet, hvor der stod: For benyttelse af bad et skal man være selvhjulpen! Så tænkte jeg på, om jeg nu var kommet det rigtige sted hen.

Da jeg kom hjem fra hospitalet, skulle kommunen hjælpe mig i min nye situation, men jeg må sige, at det magtede de ikke rigtig. Jeg boede på første sal uden elevator. Kommunen skulle være mig behjælpelig med en bolig i gadeniveau. I stedet ville de give mig en plejehjemsplads. Jeg fandt selv en bolig i løbet af en 1 uge i gadeniveau.

Personlig hjælp kunne kommunen heller ikke rigtig finde ud at hjælpe med, så det endte med, at min mor kom til at passe mig i 4 år, indtil jeg havde fået nok af Skælskør Kommune og flyttede til Roskilde Kommune.

Efter hospitalet og et par måneder hjemme på min nye bopæl skulle jeg finde ud af, hvordan jeg kom videre. Træning var prioritet nr. 1 for mig. Kommunen kunne tilbyde mig træning på Slagelse Sygehus, men kun hvis jeg var indlagt. Fysioterapeuterne var som regel på første sal, og de var ikke stærke nok til at behandle mig og gøre noget ved min spasticitet.

Jeg fandt frem til Øfeldt Centret og fik 3 træningsdage à 2 timer ugentlig. Dengang havde Centret ikke verenskomst med Vestsjællands Amt, så jeg måtte selv betale kr. 81.000,- for de førs te 10 måneders behandling hos Øfeldt. I alt blev jeg kr. 240.000,- fattigere grundet div. udgifter til transport mv., hvorefter jeg flyttede til Roskilde Kommune og kunne nu få vederlagsfri behandling på Øfeldt Centret.

Jeg havde ikke oplevet så kraftfuld behandling før, som den jeg fik på Øfeldt Centret. Den måde man her bliver fikseret på træningsbænken med remme, så man kan ramme specielle muskelgrupper, og hvor behandlerne er stærke nok til at bryde min spasticitet. Ingen anden behandling havde fået mig til at føle mig træt og givet mig følelsen af, at jeg havde fået brugt hele kroppen. Da jeg var flyttet til Roskilde kunne kommunen her godt hjælpe mig. Jeg fik hjælpere i alle dagtimerne, og de kørte mig også til træning på Øfeldt Centret.

Årene gik med hjælp og træning på Øfeldt Centret, og i forbindelse med at min bror er bosat i USA, kom jeg i kontakt med en professor i nervekirurgi, hvor jeg blev undersøgt. Jeg fik konstateret en væskeboble, siddende i rygmarven ved skadestedet, og derfor blev jeg opereret i USA.

Denne væskeboble var kommet ved slaget fra ulykken og havde lagt pres på nervebanerne, så intet signal kunne passere. Ydermere blev jeg fortalt, at hvis jeg var blevet opereret med det samme, ulykken skete, og havde fået taget trykket af boblen i rygmarven, så ville der have været en stor chance for, at jeg ikke havde været lammet så alvorligt.

Efter års træning i Øfeldt Centret var jeg ved at kunne klare mig selv, og havde ikke brug for personlig hjælp fra kommunen længere, og med denne operation i USA var jeg i stand til at intensivere min træning i Øfeldt Centret.

Jeg var nu også i stand til at køre bil og fik så min første bil efter ulykken.

I dag er jeg i stand til at klare mig selv og er lige blevet far. Jeg ville ikke kunne have nået så langt uden denne specielle træning på Øfeldt Centret. Jeg har ikke oplevet andet sted, som har kunnet give den samme behandling.

Rygsmerter

  • Søren – Øfeldt bidrager til min helbredelse
  • Susanne – Sådan kom jeg af med mine smerter
  • Anne – Træning, “tæsk” og godt teamwork!
  • Thorkild – Efter 4 måneder er jeg stort set smertefri
  • Peter – Ingen kender dagen før solen går ned!
  • Jan – Tak, kan kun anbefale Øfeldt
  • Jonas – I dag kan jeg holde mig smertefri
  • Dorte – Jeg er så glad for, jeg havde hørt, I er specialister i rygge
  • Marlene – Aldrig har jeg fået det så godt så hurtigt

Nakkesmerter, whiplash

  • Michael – Det ærgrer mig, at jeg ikke kom til Øfeldt noget før

Skuldersmerter

  • Karin – Jeg kan ikke få armen ned af bar begejstring

Sørenmit sygdomsforløb med ryggen

I 1995 fik jeg røntgenfotograferet min ryg hos kiropraktoren, og når jeg kigger tilbage, kan jeg allerede dér se starten på mine senere rygproblemer. I marts måned 2008 arbejdede jeg på stil – lads og hoppede en lille meter ned på jorden. Jeg mærkede et stærkt jag i lænden og havde i de efterfølgende dage stærke smerter. Smerterne tiltog gennem påskeferien til et niveau, hvor jeg ikke følte mig i stand til at fungere normalt. Jeg startede igen hos kiropraktoren og fik gentagne behandlinger, men uden bedring af lændesmerterne.

Sidst i april 2008 henvender jeg mig til Center for Rygkirurgi. Jeg bliver undersøgt og får efterfølgende en MR-scanning. Diagnosen er klar: spondylolistese (fremadglidning af rygsøjle) samt svær discusdegeneration og behandlingsforslaget er allerede på dette tidspunkt, operation. Lægen fortæller mig dog, at jeg kan starte med rygtræning.

Fra starten af maj 2008 er jeg ivrig deltager i fitnesscentret, hvor jeg selvtræner min ryg. Uanset flittigheden mærker jeg ingen bedring af lændesmerterne og har fortsat kraftige smerter. I slutningen af maj 2008 jager min kone mig af sted til Øfeldt Centret. Fra maj til oktober 2008 går jeg til behandling, i starte n, 2 gange om ugen. Behandlingen er hård, og jeg oplevede den af og til voldsom, men mærker allerede efter få gange lindring af smerter og forbedring af mobilitet. Op til sommerferien får jeg udleveret et program til selvtræning, som jeg overholder, og jeg har rent faktisk dage, hvor jeg er næsten smertefri. Dog træffer jeg i sommerferien beslutning om, at jeg alligevel må indstille mig på operation.

Efter sommerferien fortsætter jeg hos Øfeldt og mærker stadig lindring. Planen er nu at styrke rygmuskulaturen, så jeg er bedst muligt rustet til operation. I oktober måned 2008 bliver jeg opereret og har grundigt sat mig ind i alle følgevirkninger af operationen. Hjemmet er gjort klar til at kunne klare mit handicap gennem 6 måneder, men jeg oplever at tiden efter operationen går væsentligt lettere end beskrevet i operationsbeskrivelsen. 2 måneder efter operationen oplever jeg at føle mig mere handicappet, end jeg gjorde de første 2 måned – er. En konsultation på Center for Rygkirurgi fortalte, at alt v ar i orden, men at årsagen til den tiltagende smerte var, at mine rygmuskler på dette tidspunkt ikke længere var så udviklede som umiddelbart efter operationen.

3 måneder efter operationen genoptog jeg min behandling på Øfeldt Centret og mærkede allerede ved 1. behandling en bedring i ryggen. Behandlingen på Øfeldt Centret, i forening med selvtræning i fitnesscentret, gjorde at jeg efter 3 ugers behandling mærkede en væsentlig forbedring. Det er min overbevisning, at Øfeldt Centret bidrager overordentligt til min helbredelse. Desuden gør min tillid til behandlerne på Øfeldt Centret, at jeg ikke tvivler på, at behandlingen sammen med min operation vil føre til min fulde mobilitet.


Susanne – sådan kom jeg af med mine smerter

Jeg har netop afsluttet et års vellykket træning hos Øfeldt og blev i den forbindelse spurgt, om jeg ville fortælle om mit sygdomsforløb. Det har været to barske år, hvor jeg famlede i mørke for at finde svar på, hvordan jeg kunne trives med eller uden smerter, som jeg har døjet med i ryggen.

Jeg er 32 år, og det hele startede i sommeren 2007. Jeg havde travlt på arbejdet, som pædagog i en børnehave, og havde mange løft, vrid i ryggen og dårlige arbejdsstillinger. Jeg har siden 2002 trænet regelmæssigt i motionscenter (kondition og styrke), og j eg syntes egentlig, jeg var i god form, men det skulle alligevel g å galt pga. arbejdet. Smerterne i ryggen kom snigende over nogle uger og blev gradvist værre og længerevarende, så jeg måtte langtids-sygemeldes. Når smerterne var værst, kunne jeg være sengeliggende i 3-4 timer, før smerterne var aftagende.

Jeg gik derfor til fysioterapi og kiropraktor, prøvede akupunktur og trænede, men lige meget hjalp det. Efter to måneder sagde min intuition mig, at der var noget alvorligt galt, men da min praktiserende læge ikke mente, der var nogen grund til yderligere undersøgelse, kontaktede jeg selv en ortopædisk kirurg, hvor jeg blev undersøgt og røntgenfotograferet. Jeg fik stillet diagnosen degeneration af discus (sammenfald af bruskskive mellem lændehvirvel og korsbenet). Jeg fik denne besked: “Det er en kronisk lidelse, som sjældent ses i så ung en alder, den kan ikke helbredes, men holdes nede ved træning”. Jeg blev anbefalet at søge flexjob eller omskoling, så jeg havde mulighed for at være så mange år som muligt på arbejdsmarkedet uden at forværre symptomerne. I det øjeblik blev tæppet revet væk under mig, og pludselig følte jeg, at hele min verden brød sammen. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne gennemgå en graviditet og fysisk tage vare på mine børn, klare mig økonomisk, klare hverdagens gøremål, og hvilke muligheder havde jeg rent arbejdsmæssigt.

Jeg fortsatte min træning og undersøgte mine muligheder på arbejdsmarkedet. Fandt et andet job inden for pædagogfaget, hvor der var mindre travlt og bedre arbejdsstillinger, men dette kunne jeg heller ikke klare og måtte langtidssygemeldes igen og mistede jobbet.

Jeg kontaktede kommunens jobkonsulenter i foråret 2008, som afviste muligheden for flexjob, og lægekonsulenten afviste min speciallæges diagnose. Så der stod jeg Palle alene i verden og kunne hverken finde hoved eller hale i, hvad der var sandt og ikke sandt. Jeg kunne blot konstatere, at jeg ikke kunne klare mere end to timers arbejde og måtte så lægge mig pga. smerter og spændinger i ryggen. Jeg følte mig “handicappet” på alle tænkelige måder, og så ville kommunen bare have, jeg skulle knokle
derudaf 37 timer om ugen.

Nu blev det for alvor også en psykisk belastning, og min praktiserende læge ville give mig lykkepiller, da hun mente, jeg havde en depression, men jeg følte blot en enorm frustration over ikke at blive hørt og få hjælp.

En veninde havde hørt om Øfeldt Centret, så jeg læste om det på hjemmesiden, printede oplysninger om stedet og en henvisning ud til min praktiserende læge. Så blev jeg henvist og startede min første behandling i maj 2008. Her kunne jeg for første gang mærke, at der var noget der hjalp og gjorde godt i ryggen. Jeg fik behandlinger op til tre gange om ugen og begyndte hurtigt at mærke velvære i kroppen, og smerterne fortog sig.

Efter nogle uger valgte kommunen at raskmelde mig, og jeg skulle herefter stå til rådighed på arbejdsmarkedet. Det var skræmmende, for nu var jeg jo i fuld gang med min træning hos Øfeldt, og skulle et nyt job nu spolere det hele. Men jeg prøvede lidt vikariater inden for mit fagområde, og det gik faktisk godt fysisk. Endelig kunne jeg mærke, at ryggen fik det bedre, og i dag et år efter er jeg fuldt ud arbejdsdygtig, klarer mig ved hjælp af den “rigtige” special træning i motionscenter.

I dag sidder jeg tilbage og er blevet erklæret rask, har det godt med ryggen og nyder at kunne bevæge mig rundt i 15 timer uden at få ondt i ryggen. Jeg skal selvfølgelig stadig passe på med visse bevægelser, men hvor er det rart selv at kunne klare et arbejde og huslige pligter uden at være afhængige af andres hjælp. Når jeg ser tilbage på sygdomsforløbet kan jeg stadig undres over de vidt forskellige udtalelser omkring min diagnose, og hvorvidt min ryglidelse var kronisk eller til at helbrede. Så tak til Øfeldt for
jeres fantastiske indsats. I har givet mig min livskvalitet til bage, og jeg har nu turdet give slip på jer. I var min tryghed. Og tilbage sidder jeg med spørgsmålet: “Hvor mon jeg havde stået i dag, hvis jeg ikke var kommet til jer?”.

Så til alle jer derude med smerter – Selv når det ser allersortest ud, kan der være hjælp at hente.


Annetræning, “tæsk” og godt teamwork! en succes-historie

For godt 20 år siden beskadigede jeg nakke- og rygsøjle ved at få en massiv egetræstrappe ned over mig.

Efterfølgende fik jeg gradvist værre og værre symptomer på følgeskader, såsom hovedpine, synsforstyrrelser, svimmelhed, parestesismerter, nervesmerter i ben og arme og skuldre samt hofte- og lændesmerter.

Jeg arbejdede fuldtid som lærer indtil 2004, hvor det samlede smertebillede blev uoverskueligt, og jeg blev derfor ansat i mit daværende job i fleksjob på halv tid.

Indtil da havde jeg stort set prøvet alt og lagt formuer rundt omkring hos fysioterapeuter, kiropraktorer, massører, akupunktører mm. med absolut ringe udbytte. Arrangementet med halvtidsjob var for mig perfekt, jeg elskede mit job og kunne beholde det. Det fungerede sådan, at jeg stort set magtede mit arbejde, men måtte have hjælp på hjemmefronten, og efter 3 år måtte jeg langtidssygemeldes pga. stress og smerter.

Lægerne vurderede, at jeg skulle førtidspensioneres, da der ikke var udsigt til eller håb om bedring i tilstanden. Jeg kunne blive opereret for en diskusprolaps i lænden og med tiden muligvis også i nakken, men der var ingen garantier for et godt resultat. En førtidspensionering 15 år før tid, når man ikke kan overskue at se sig selv uden for arbejdsmarkedet, og uden håb om bedring..
Det var en nedtur!! Men når man lukker en dør, så åbner der sig en ny. Øfeldt Centret. En veninde fortalte om dette her Center i Karlslunde, og jeg tænkte, at det lød da i det mindste som noget, hvor man selv skulle være aktiv, så hvorfor ikke prøve! Og for pokker da, jeg har da hverken før eller siden tænkt en mere fornuftig tanke.

Man bliver fra starten lukket ind i et tæt samarbejde med to meget kompetente og dygtige behandlere. Det er et teamwork, hvor man ikke lades i tvivl om, at man selv må yde sit til, at projektet skal blive positivt, og der gives på bedste pædagogiske vis både ros og velfortjente “tæsk”, når man ikke tager sin opgave alvorligt, og man prøver at slippe lidt for let over det. Det er jo fristende af og til at læne sig tilbage og bare pive, men den går ikke! Træning, træning, træning! Og det virker!

Det har, synes jeg, lige fra starten været en fantastisk rejse i godt selskab mod nye mål. Meget hurtigt oplevede jeg en bedring, og her efter et år står det klart, at en lændeoperation ikke bliver nødvendig (hvis jeg passer den anviste træning, vel at mærke!). Nervesmerterne og nakkesymptomerne er periodevis meget mindre, og frem for alt har jeg fået håbet tilbage.

Håbet om, at jeg med tiden, med egen og med Øfeldt Centrets hjælp, motivation og opbakning, nok igen skal komme til at yde samfundstjenstligt arbejde i en eller anden form, og det håb er det bedste, nogen har givet mig i mange år!

Og jeg er bare glad igen! Så jeg skylder Øfeldt Centret og mine fantastiske behandlere en kæmpestor tak for det, de har gjort for mig og sammen med mig.
TAK FOR GODT SAMARBEJDE!


Thorkildom vigtigheden af at træne sin ryg

Ved at skrive om mit behandlingsforløb hos Øfeldt håber jeg, at det kan være med til at belyse, hvor vigtigt det er at træne sine rygmuskler, helst inden det bliver et problem, men også efter det er begyndt at gøre ondt.

Min lidelse er nedslidte bruskskiver i nederste del af ryggen efter et arbejdsliv i skoven i 31 år. Jeg startede som 16-årig det arbejde, som er forbundet med mange tunge løft/træk, ofte i uvejsomt terræn, og for 15 år siden begyndte det at gøre ondt i ryggen. Jeg fik mulighed for at blive mere administrativ for derved at mindske belastning på ryggen, hvilket hjalp i en periode. I 1999 fik jeg taget røntgenbilleder, som viste, at alt så normalt ud, med undtagelse af at rygsøjlen var for lige (for lidt lændesvaj).

Mit job er forbundet med mange timer og stadig en del fysisk belastning. Jeg har forsøgt at holde en rimelig fysisk form ved svømning, gang og løb. Men ved starten af pyntegrønt- og juletræssæson 2008 havde jeg svært ved at håndtere både grønt og træer. Det føltes som om, der blev stukket en kniv i ryggen, når jeg skulle løfte noget. Prøvede med kiropraktor, fys og neumuskulær trykmassage. Det hjalp, men kun kortvarigt.

I foråret 2009 bad jeg lægen om hjælp, og han sendte mig til røntgen. Fik tilbagemelding at bruskskiver var halveret i forhold til de billeder, der var taget for 10 år siden, og at der ikke kunne gøres noget ud over træning hos fys, og det havde jeg jo prøvet uden større held. Jeg kan godt lide at dobbelttjekke, så jeg bad kiropraktor om at tage nogle nye billeder af ryggen, og de viste ca. en halvering af normal højde på bruskskiverne, så han kunne blot meddele, at det måtte jeg lære at leve med, men træne mine muskler så de kunne støtte rygsøjlen bedre – altså to enslydende konklusioner. Det er svært at acceptere begrænsninger i ens fysiske udfoldelser, når man har været vant til at gøre alt det, man havde lyst til.

God råd var dyre, jeg spekulerede som en gal og kom i tanke om en tidligere medarbejder, som fik trænet sin ryg efter en skade. Jeg ringede til ham og fik at vide, at det var Øfeldt, som havde hjulpet ham. Han var kommet så godt ud af det, at han på 15. år drev eget gartneri og stort set ikke havde smerter, når bare han passede sin træning.

Jeg fik en henvisning fra egen læge og startede træning 5/8-2009. Jeg fik en grundig undersøgelse, hvorefter der blev lavet et be- handlingsprogram, som jeg skulle trænes efter. Jeg fik ved samme lejlighed at vide, at der blev sat tre behandlere på, som alle arbejdede efter samme program. Anbefalingen er, at man træner to gange om ugen.

Mit program har en sammensætning, hvor hovedparten af øvelser foregår liggende på maven. Her trænes benløft enkeltvis og samlet samt løft af overkrop. Der blev startet langsomt op, det føltes hårdt til at starte med, dels fordi man ikke var vant til at komme ud i nogle yderpunkter, samt de mange gentagelser.
Under udførelsen af øvelserne spørger behandlerne ofte, om det giver smerter nogle steder. Når behandlerne vurderer, at stabi- liteten i ryggen er blevet bedre, bliver jeg udfordret, ved at der sættes vægt på ankler eller overarme.

Efter nogle behandlinger var der en særdeles god fremgang. Den var så god, at jeg helt glemte, det tidligere havde gjort ondt. Så uden at tænke over det begyndte jeg igen at lave det, jeg tidligere fik ondt af, der blev jeg for overmodig og fik igen en påmindelse om, hvad jeg skal undgå. Jeg fortalte det til behandlerne, som tog lidt vægt af de næste par gange, så var vi klar igen. Det har v æret et stor plus, at der har været flere behandlere. Det giver større brede i behandlingen, idet de hver især så har fif, som kan gøre det nemmere.

Efter 4 måneders træning er jeg stort set smertefri, skal dog stadig tænke mig om inden jeg begynder at løfte på ting. Har få et et hjemmetræningsprogram, hvor min hustru er blevet instrueret i, hvad der skal hjælpes til med. Jeg skal så selv træne minimum to gange om ugen og så tilbage til Øfeldt ca. hver 14. dag, ind til den afsluttende undersøgelse finder sted.
En stor tak til et altid yderst veloplagt personale


Peter ingen kender dagen, før solen går ned!

En lang historie, kort fortalt, der begyndte for mig, over Engl ands kyst i 27.000 fod i cockpittet på et DC9 fragtfly. Kaptajnen hav de lige peget mod kysten, hvor han under 2den verdenskrig havde fløjet Spitfire. Jeg var på daværende tidspunkt flymekaniker, og livet lå foran mig. Pludselig “eksploderede” mit hoved, og kort fortalt mistede jeg hørelsen og balancecenteret i mit højre øre pga. af kabinetrykket, der evirkede en mindre blødning i øret eller modsat hjernehalvdel.

Efter landing i Kastrup blev jeg indlagt og spændt fast i en seng, da jeg mistede evnen til at styre min krop. Efter lang tid blev jeg udskrevet med en bredsporet gang, som bevirkede, at jeg efteret par år begyndte at miste kontrollen over højre ben. Efterfølgen de begyndte min ryg at indtage skæve stillinger, uden smerter. Desværre blev dette tiltagende og senere med smerter, hvor mange akutte indlæggelser blev nødvendige. I 11 år fortsatte dette, hvor jeg blev undersøgt for stort set alt, Sclerose, Bor relia etc. uden nogen endegyldig diagnose.

I hele den periode blev jeg ofte lagt i stræk og forsøgt genop – trænet via fysioterapi, indtil lægerne fastslog, at en discuspr olaps i L4 skulle opereres, hvilket blev gjort med særdeles godt resu ltat, blot med en dropfod og lidt neurogene smerter. Desværre var jeg ude for en arbejdsulykke, hvor jeg pådrog mig endnu en discus – prolaps, nu i L2 som blev opereret akut med dårligt resultat. Mange udfald i hele ridebukseområdet. Pensionering og et eft – erfølgende roligt liv med benskinne, Anthonsen-skinne til min dropfod samt medicin mod smerter.

Dette fortsatte, indtil en mindre maveoperation ødelagde mit autonome nervesystem i højre side, som er den risiko, man løber, selv ved mindre operationer. Ingen bebrejdelser imod nogen som helst. Normalt er jeg 181 cm høj, men grundet Dystonia (spasmer ) blev min ryg trukket skæv af disse spasmer og resulterede i, at jeg havnede i en kørestol kun 151 cm høj og med stærke smerter. Uden evnen til at hverken gå eller klare de meste elementære ting. Jeg modtog hjælp fra det offentlige på alle områder, hjem – esygeplejerske, hjemmehjælp, invalidebil, korsetter etc. Her sad jeg i 5 år, helt uden kontakt med verden udenfor, med morfin, metadon, baclofen, urinposer etc. uden mulighed for at klare mig selv. I 5 år!

Det skal fremhæves, at der i mine hospitalsjournaler nævnes “alle behandlingsmuligheder er udtømte”, hvilket selvfølgelig kan dok umenteres.

NU BLIVER HISTORIEN INTERESSANT!
I de år, inden jeg startede ved Øfeldt Centrene, er det en kend sgerning, at jeg har været indlagt 56 gange, opereret 3 gange, været i kontakt med ca. 40 fysioterapeuter, enten i praksissektoren eller på hospitalsklinikker, konsulteret samtlige privathospitaler i København, herunder landets førende ortopædkirurg samt alle andre muligheder for at finde en løsning, der kunne hjælpe mig ud af den situation, som jeg var havnet i. Smerteklinikken på Amager Hospital var særdeles kompetente til at hjælpe mig med smerterne, men trods dette havnede jeg til sidst med metadon-behandling som eneste udvej. Glostrup Neurokirurgiske afd. har indlagt mig 2 gange på deres specialgenoptræningsafdeling, udelukkende i forsøg på at genoptræne mig, desværre uden resultat. Jeg er blevet tilbudt Botox-indsprøjtninger i ryg og maveregion og operation for min højresidige “springhofte”, men har afvist tilbuddet. Der kan ikke nævnes en eneste mulighed, der ikke er forsøgt, alle har været venlige og imødekommende ved alle mine henvendelser.

ØFELDT CENTRENE
havde jeg hørt om tilbage i 1970erne, men skæbnen ville, at det var mit allersidste forsøg.

Her mødte jeg og min kone op til min første vurdering med alle mine journaler, MR- og CT-scanningsbilleder. Selve vurderingen tog 2 timer og 15 min., og der blev lagt en plan for de næste 3 måneder. Min ryg og bækkenparti blev målt op, muskelstyrken noteret og min noget ejendommelige krop blev videofilmet. Jeg var optimistisk, da undersøgelsen ikke var, som jeg tidligere havde oplevet, i det etablerede system. Grundet min tilstand havde jeg tabt ca. 14 kg. 151 cm høj pga. scoliose og fastlåst ryg i 65 grader og en kampvægt på 64 kg. Ikke noget kønt syn. Jeg blev kun mødt med 2 krav: tålmodighed og træningen skulle passes!

Men allerede efter 4 måneders træning kunne jeg begynde nedtrapningen af metadon. Her blev min træning justeret og tilpasset min nye formåen. Den af lægerne foreslåede operation mod min “springhofte” samt en årelang ond smerte i højre bækkenparti blev fjernet ved samme lejlighed. Da jeg var dystonia- /smerte-/ rygpatient fik jeg tilknyttet 2 faste terapeuter. I de 7 år jeg nu har været tilknyttet Øfeldt Centene kan jeg blot konstatere, at der efter hver vurdering findes målbare resultater, der bevirker små forbedringer i min dagligdag. Jeg er spændt på min næste vurdering, og hvilke tiltag mine terapeuter nu har udtænkt.

  • Jeg har IKKE været indlagt på hospital, siden jeg begyndte ved Øfeldt Centrene.
  • Jeg har ikke kontakt med det offentlige. Ingen hjemmesyge plejerske eller hjemmehjælp.
  • Jeg kan gå 100 – 200 meter, på gode dage, uden hverken krykker eller Boston-korset.
  • Jeg kan gå 500 meter på gode dage ved fuld smertedækning.
  • Jeg har fået mit kørekort tilbage via embedslægen og Sund hedsstyrelsen/politiet.12 mdr. løbetid.
  • Jeg er på minimum og acceptabelt morfinforbrug.
  • Jeg har næsten ikke behov for min fodskinne.
  • Jeg har kontrol over balle- og lårmuskel igen.
  • Jeg er igen 181 cm høj.
  • Jeg bruger ikke krykker mere.
  • Jeg kan selv komme ud af sengen de fleste dage.
  • Jeg kan gå på toilettet alene.
  • Jeg kan holde mig gående, uden sengeleje, op til 5 timer ad gangen med Boston-korset.
  • Jeg har kun få synlige spasmer i højre knæ og maveregion tilbage.
  • Jeg har fået livet tilbage.

Derfor anbefaler jeg, på det varmeste, Øfeldt Centrenes individuelle, højt specialiserede optræning.

Skulle der findes patienter eller læger/sundhedspersonale, der skulle have spørgsmål til min personlige situation, skal disse være velkommen til at kontakte mig, via Øfeldt Centrene.

Én ting er jeg utilfreds med. Jeg, og mange af mine medpatienter, havnede hos Øfeldt ved en tilfældighed, hvilket er uacceptabelt.


Jan – mit bekendtskab med Øfeldt

I august måned 2010 begyndte jeg at få ondt i lænden og hofter, og et besøg hos min læge bragte mig til fysioterapeut. Det tyde de meget på, at iskiasnerven sikkert var kommet i klemme, men behandlingerne hjalp ikke meget, så jeg stoppede, prøvede også at gå til massør, men smerterne blev ved med at komme igen.

Derefter gik turen videre til reumatolog, som sendte mig til røntgen og blodprøver på et hospital. Jeg fik blot beskeden, at den nederste del af min rygsøjle var blevet skæv.

Jeg kom derefter på et privathospital og blev MR-scannet, og det viste sig, at der var discusprolaps i mellem 3. og 4. lændehvirvel (det skulle tage et år at finde ud af det med mange smerter ) og der var ingen indikation for, at en operation ville medføre en bedring.

Jeg hørte om Øfeldt via min nabo og et familiemedlem, og jeg fik en henvisning fra min læge og kontaktede Centret, kom til undersøgelse og startede på behandling. Efter 13 gange synes jeg selv, at det er blevet meget bedre, og jeg er nu begyndt at træne hjemme 2-3 gange om ugen.

Piller er jeg næsten stoppet med, tager dem kun hvis højst nødvendigt. Personalet hos Øfeldt har været helt fantastiske. Det har været hårdt, men jeg har fået et godt resultat ud af behandling en. Tak for det. Kan kun anbefale Øfeldt Centrene og personalet til andre.


Jonas mit forløb med ryggen

I 2008 begyndte jeg at få ondt i ryggen om natten. Det betød, at hvis jeg først vågnede i løbet af natten/morgen, kunne jeg ikke lægge mig til at sove igen. Det stod på i lang tid med skiftevis bedring og forværring, uden at jeg lagde mærke til, hvad jeg enten gjorde rigtig eller forkert. Jeg gik til fysioterapeut, der slog det hen som forkert siddestilling over en længere periode.

I starten af 2010 tog smerterne til og gik ned i lænden og hofterne. Efter længere tid gik jeg til lægen, der henviste mig til en kiropraktor, der ganske hurtigt fik fjernet smerter i hoften, der viste sig at være overspændte hoftebøjere. Dette afhjalp til dels også smerterne i lænden, men min ryg blev ved med at være øm, spænde op og gøre ondt.

Jeg er ikke i tvivl om, at æren skal tildeles behandlerne på Øfeldt Centeret. De er alle fremragende behandlere, der lytter til dig og dine smerter og samtidig presser dig, så du hurtigere kommer på benene igen. Der er altid en fantastisk stemning, om man kommer kl. 7 om morgenen eller kl. 17 om eftermiddagen. Jeg kan varmt anbefale Øfeldt Centeret!

Grundet et udlandsophold i mit studie blev jeg først i starten af 2011 henvist til en reumatolog, som sendte mig til en MR-skanning, der viste, at jeg havde rygsøjlegigt. Jeg blev anbefalet at begynde på at styrketræne, som jeg faktisk også havde gjort on-off igennem årene. Ud over det begyndte jeg også hos endnu en fysioterapeut, dog uden synlige resultater.

Jeg hev derfor fat i min onkel, der er overlæge i Århus, for at høre, om han kendte til en fysioterapeut med et godt ry. Han spurgte omkring og fik flere gange bekræftet, at Øfeldt Centeret skulle være det bedste. Jeg startede derpå hos Øfeldt Centeret. Fra dag 1 mødte jeg et meget professionelt og venligt personale. Jeg startede med 2 ugentlige behandlinger, som blev til 1 efter et meget succesfuldt forløb. I dag kan jeg nøjes med at træne i fitnesscenter for at holde mig smertefri.


Dorte mit genoptræningsforløb hos Øfeldt

Efter en stor rygoperation og et ikke særlig givende rygtræning – sprogram hos tysioterapeuter, startede jeg, 2 mdr. efter min op – eration, hos Øfeldt.

Jeg var til forundersøgelse mandag og skulle komme igen tirsdag til min første træningstime. Det var så grænseoverskridende og sindssygt hårdt (mig som ikke havde en muskel tilbage, og som overhovedet ikke havde rørt mig i 2 mdr. Jeg kunne dårligt gå en tur). Så jeg var grædefærdig, da jeg kørte hjem og ville aldrig komme igen.

Men dagen efter skete der noget, jeg havde det meget bedre. Jeg var ikke gået i stykker, så ham Morten var måske ikke helt tosset endda.

Så en træningstime blev til mange, 2-3 gange om ugen, og det er fantastisk. På 2 mdr. gik jeg fra ikke at kunne bevæge mig til at kunne det meste, og så totalt nedtur, da jeg startede på job, m en nu er jeg der igen. Jeg kan passe mit job som frisør (kun på deltid endnu) jeg kan passe mit hus, jeg cykler og er begyndt at løbe. Jeg kan mere, end jeg har kunnet i flere år. Jeg mangler stadig styrke, men det er på vej.

Og jeg føler virkelig, takket være disse fantastiske behandlere, med deres altid gode humør, gode stemning i træningssalen og friske tone, at jeg har fået mit liv tilbage.

Jeg har haft 3 fantastiske gutter til at hjælpe mig derhen. Morten, Christian og Nicklas. Mest Morten, han er min mentor, han kan presse mig, han kan få mig til at overskride mine egne grænser. Vi har et fantastisk samarbejde, for det er, hvad det er: samarbejde. Og hårdt arbejde og viljestyrke og op og nedture.

Og tak for det. Uden jer var jeg aldrig kommet hertil.

Jeg er så glad for, jeg havde hørt, I er specialister i rygge.


Marlene om sine rygsmerter – aldrig i mit liv har jeg fået det så godt så hurtigt

Jeg ved faktisk ikke, hvornår jeg ikke har haft ondt i ryggen og nakken. Men mht. nakken fik jeg opereret en diskusprolaps i nakken på Gildhøj Privathospital i 2011, og jeg har ikke haft store problemer med nakken siden. Ondt i ryggen har jeg haft on/off, siden jeg fødte min søn i 1995. Og der er ikke de behandlinger, jeg ikke har prøvet: kiropraktor, BSDS, fysioterapi, akupunktur, massage og en læge, som kunne noget med at strække kroppen ud (jeg fandt aldrig ud af, hvad han gjorde).

I foråret 2015 åbnede jeg min egen restaurant, og der begyndte rygsmerterne for alvor. Jeg fik meget hurtigt gennem privat syge – forsikring scannet ryggen, og der var 2 diskusprolapser nederst i rygsøjlen – helt nede i lænden. Men hvad gør man, når udgifterne skal holdes nede? Prøver at komme igennem dagene med rengøring og tjenerarbejde. Nogle dage kunne jeg naturligvis ikke arbejde. Smerterne blev kun forværrede og mængden af smertestillende øget. Så ud over arbejdet i restauranten var der ikke meget andet i mit liv at gøre end ligge på langs hjemme gerne på isposer.

I foråret 2016 måtte jeg opgive min restaurant – rygsmerterne var ikke til at holde ud, og de smertestillende gjorde mig ør i hov edet samt øget hovedpine. Igen prøvede jeg kiropraktor.

Onsdag d. 1. juni 2016 var jeg til tandlæge – naturligvis med stærke rygsmerter, og der fortalte min tandlæge mig om Øfeldt. Jeg ringede og fik en tid allerede dagen efter, hvor min niece måtte køre mig derud – jeg kunne ikke køre bil pga. ryggen og de smertestillede tabletter. Jeg har fået tildelt en behandler, der har ansvaret for mig, og han brugte meget lang tid på mig, og alle-rede samme dag lavede vi nogle øvelser, således at smerterne, der strålede ned i benene, blev minsket betydeligt. Så havde jeg en tid igen om fredagen, hvor vi ligeledes lavede en masse øvelser for ryggen. Og senere fredag eftermiddag kunne jeg deltage i et møde i Næstved, hvor jeg selv kørte bil.

Hos Øfeldt blev jeg tildelt 3 behandlere – hvoraf en har ansvar et for mig. Jeg har nu været til træning (og det er virkelig træning, ikke behandling som kiropraktor eller fys) i 3 uger 3 gange om ugen. Jeg spiser ikke mere smertestillende og kan bevæge mig rundt, som jeg har lyst. Hvis jeg glemmer ryggen og f.eks. bukker mig forover hurtigt, kan jeg stadig mærke smerter i ryggen, så stopper jeg naturligvis, men det er jo også kun 25 dage siden, jeg begyndte hos Øfeldt.

Jeg har aldrig i mit liv fået det så godt så hurtigt samt mødt nogle behandlere og personale, som virkelig vil det bedste for mig. Jeg skal på ferie i næste uge, hvor jeg skal flyve i ca. 10 timer, og det er jeg ikke længere nervøs for. Jeg er ligeledes sammen med mine behandlere ved at lave et program med øvelser, jeg skal lave hver 2. dag den næste måned. Og så skal jeg komme tilbage til august. Alt i alt har Øfeldt hjulpet mig super hurtigt, og jeg vil til en hver tid anbefale dette frem for alle andre behandlinger mod bl.a. rygproblemer.


Michael – Øfeldt kurerede mit piskesmæld

Jeg fik to piskesmæld i sport. Jeg har altid været meget aktiv, og efter det sidste uheld kunne jeg intet pga. smerter i nakke, ryg, arme, lænd og ben. Frygteligt!

TRADITIONEL BEHANDLING UDEN VIRKNING
Jeg prøvede alt! Jeg betalte mange og dyre behandlinger hos fysioterapeuter, kiropraktorer, akupunktører, massører, kranio-sakral-terapeuter mv., men intet hjalp. Faktisk er det skræmmende så lidt behandlersystemet kender til behandling af piskesmæld! F.eks. gav fysioterapeuter mig udstrækningsøvelser. Det resulterede i, at mine smerter blev meget værre. Til slut blev jeg fritstillet fra mit job, da jeg ikke engang kunne klare det på deltid pga. smerter.

UNIK TRÆNING
Jeg fik anbefalet Øfeldt og havde ikke de store forventninger, da jeg selv havde styrketrænet i 23 år. Men jeg tog heldigvis fejl , for allerede efter én måneds træning havde jeg det bedre, end jeg længe havde haft.

Behandlerne hos Øfeldt er dygtige og har en unik viden om muskler, led og fokuserede træningsprogrammer. Selvom jeg selv har stor viden om muskeltræning, så har Øfeldt-behandlerne en viden, som jeg ikke selv havde. Desuden er der mange øvelser, som man kun kan lave med hjælp fra en behandler og de specielle træningsfaciliteter, som findes i Øfeldt Centrene. I dag efter 3-4 måneders træning er mine smerter nedbragt så meget, at jeg er klar til at arbejde igen. Det ærgrer mig, at j eg ikke kom til Øfeldt noget før!

MIN BEDSTE ANBEFALING
Det ligger mig meget på sinde at give Øfeldt min bedste anbefaling, så andre i samme situation kan få den rigtige behandling hurtigt, så de kan komme på højkant igen og ikke spilde tid og penge på nyttesløs behandling! af Jonas – mit forløb med ryggen

I 2008 begyndte jeg at få ondt i ryggen om natten. Det betød, at hvis jeg først vågnede i løbet af natten/morgen, kunne jeg ikke lægge mig til at sove igen. Det stod på i lang tid med skiftevis bedring og forværring, uden at jeg lagde mærke til, hvad jeg enten gjorde rigtig eller forkert. Jeg gik til fysioterapeut, der slog det hen som forkert siddestilling over en længere periode.

I starten af 2010 tog smerterne til og gik ned i lænden og hofterne. Efter længere tid gik jeg til lægen, der henviste mig til en kiropraktor, der ganske hurtigt fik fjernet smerter i hoften, der viste sig at være overspændte hoftebøjere. Dette afhjalp til dels også smerterne i lænden, men min ryg blev ved med at være øm, spænde op og gøre ondt.

Grundet et udlandsophold i mit studie blev jeg først i starten af 2011 henvist til en reumatolog, som sendte mig til en MR-skan – ning, der viste, at jeg havde rygsøjlegigt. Jeg blev anbefalet at begynde på at styrketræne, som jeg faktisk også havde gjort on-off igennem årene. Ud over det begyndte jeg også hos endnu en fysioterapeut, dog uden synlige resultater.

Jeg hev derfor fat i min onkel, der er overlæge i Århus, for at høre, om han kendte til en fysioterapeut med et godt ry. Han spurgte omkring og fik flere gange bekræftet, at Øfeldt Centeret skulle være det bedste. Jeg startede derpå hos Øfeldt Centeret. Fra dag 1 mødte jeg et meget professionelt og venligt personale. Jeg startede med 2 ugentlige behandlinger, som blev til 1 efter et meget succesfuldt forløb. I dag kan jeg nøjes med at træne i fitnesscenter for at holde mig smertefri.

Jeg er ikke i tvivl om, at æren skal tildeles behandlerne på Øfeldt Centeret. De er alle fremragende behandlere, der lytter til dig og dine smerter og samtidig presser dig, så du hurtigere kommer på benene igen. Der er altid en fantastisk stemning, om man kommer kl. 7 om morgenen eller kl. 17 om eftermiddagen. Jeg kan varmt anbefale Øfeldt Centeret!


Karin – om mit forløb med skuldersmerter

Denne fortælling om mit forløb med skuldersmerter viser, hvorfor jeg ikke forsømmer enhver lejlighed til at anbefale Øfeldt Centret til familie, venner og kollegaer, der har smerter i ryg, skulder eller nakke.

Jeg begyndte at spille håndbold på motionsbasis, da jeg var 25 år. Efter 23 år og en del skader i fingrene, var jeg klar over, at jeg nok var blevet for gammel til at fortsætte. Jeg kastede mig i stedet over svømning og det med en så stor iver, at jeg fik en irriteret bursa (slimsæk) i skulderen. Jeg dæmpede smerterne med smertestillende medicin, men efterhånden var det ikke nok.

Tilfældigt så jeg, at Parker Instituttet på Frederiksberg Hospital søgte frivillige forsøgspersoner med skuldersmerter. Jeg meldte mig straks og blev godkendt til deltagelse. Under forsøget, som begyndte i april 2011, fik jeg en blokade direkte i bursa, og derefter var der træning 3 gange ugentligt i 3 måneder. Smerterne aftog en anelse.

En gang om måneden blev styrken i skulderen målt, og ved en af disse målinger hørte jeg et smæld i skulderen, og så var smerterne tilbage med større styrke. På grund af smerterne kom jeg til konsultation hos lægen på instituttet, her fik jeg igen blokader, som overhovedet ikke hjalp. Herefter blev jeg indstillet til operation, da lægen mente, at min sene i skulderen var flækket og skulle sys sammen. Under operationen i december 2011 på Bispebjerg Hospital konstaterede kirurgen, at min sene ikke kunne sys sammen. “Det var som at sy i smør”, som han sagde. Der blev skrabet lidt af knoglerne for at skabe plads.

Herefter stod den på genoptræning af bevægelighed hos fysioterapeut. Træningen bestod i holdtræning 2 gange ugentligt og efter
noget tid også hjemmetræning. Jeg var meget ihærdig med træningen, men efter 7 måneders træning var der stort set ingen bedring, tværtimod havde jeg igen smerter.

Min chef, der selv havde erfaring med Øfeldt Centrene anbefalede mig at prøve dette. Efter forundersøgelse i slutningen af september 2012 begyndte jeg træning 2 gange ugentligt efter et personligt træningsprogram.

Jeg var noget skeptisk, da jeg så briksene, hvor patienterne var fastspændt. Mine øvelser var små rotationer, og jeg tænkte, at det ville da ikke “rykke noget”. Mine tanker blev gjort til skamme,
og allerede efter 5-6 ugers træning var mine smerter blevet væsentligt reducerede og min bevægelighed meget større. Løbende blev der gjort status over mine smerter og bevægelighed.
Øvelserne blev justeret, og nye kom til i forhold mine fremskridt, og jeg fik efterhånden også øvelser til hjemmetræning. Da jeg for et par måneder siden fik rygsmerter, tøvede jeg ikke et
sekund med at få en henvisning til Øfeldt Centret.

Nu er mine skuldersmerter stort set forsvundet, og min bevægelighed normal. Mine rygsmerter er minimale, og jeg er ved at være klar til at slutte på Centret.

Jeg giver Øfeldt Centret mine bedste anbefalinger. Det er øvelser, der virker, og så gør det jo ikke noget, at der er en rar og lun stemning.

Før kunne jeg ikke få armen op, nu kan jeg næsten ikke få den ned af bare begejstring.