Behandling af patienter med
handicaps

Årsager til handicaps

Nedsat eller manglende funktion hos patienter med handicaps kan have flere årsager, jf. fig. 1 (Årsager til bevægelseshindringer).


Årsager til bevægelseshindringer:

  1. Manglende forstand, forståelse eller vilje.
  2. Sygdom i hjernen (f.eks. blødning, iltmangel, gulsot).
  3. Beskadigelse af rygmarven.
  4. Skade på rygmarvsceller (f.eks. polio).
  5. Sygdom i nerver (f.eks. nervebetændelse).
  6. Sygdom i musklen (f.eks. muskelsvind).
  7. Skade på led eller knogler. Fejlstillinger.

Kilde: “Spastikeren”, “Styrketræning ved cerebral parese”, Preben Plum 1984


Forskudt muskelbalance hos patienter med handicaps

De fleste patienter med handicaps har imidlertid det fælles problem, at nogle muskelgrupper fungerer væsentligt dårligere end deres antagonister (modparter).

Personer uden handicaps har også (en mindre) forskel på muskelstyrken på hver side af leddene, som følge af musklernes forskellige funktion i dagligdagen, men her sørger den raske hjernes styring for, at musklernes indbyrdes spændingsforhold (tonus) afpasses, så leddet indtager en hensigtsmæssig (hvile-) stilling.

Ved skader i centralnervesystemet kan denne harmoni ødelægges, så de potentielt dominante muskelgrupper “vinder” over deres, fra naturens side, svagere modparter således, at leddene indtager fejlstillinger, som senere kan udvikle sig til kontrakturer (bevægelsesindskrænkninger). Denne udvikling vil medføre, at patientens funktion i reglen forringes, ligesom gangfunktionen kan mistes. Det vil igen medføre, at vigtige muskelgrupper ikke længere aktiveres, med risiko for svækkelse og svind af muskulaturen.

Samtidig kommer de pågældende led til at opholde sig længe i uhensigtsmæssige stillinger (f.eks. hvis man sidder i kørestol hele dagen), og grundlaget for nye fejlstillinger skabes, idet en muskel med tiden tilpasser sig, så muskellængden svarer til leddets opholdsstilling i løbet af dagen.

Den forskudte muskelbalance betyder, at patienter med handicaps har brug for hjælp til at udføre øvelsesbehandlingen korrekt. Ellers benyttes primært de muskelgrupper, som fungerer bedst, og bevægelserne præges da af de ofte udbredte fejlstillinger. Muskelbalancen kan derved forrykkes yderligere, hvilket kan give nye fejlstillinger. På samme måde kan handicapidræt tilgodese de muskelgrupper der fungerer bedst frem for andre muskelgrupper, som fungerer dårligere, og derved fremme udviklingen af fejlstillinger.


Behandlingen på Øfeldt Centrene

Behandlingen bygger på bodybuildingens principper – i en tilpasset form og er derfor en særdeles effektiv og målrettet vej til at styrke muskulaturen samt til at opnå balance og harmoni i musklernes indbyrdes styrke- og længdeforhold.

Patienter, som behandles på Øfeldt Centrene hjælpes altid af en behandler, som er hos patienten hele tiden, og som med sin hjælp sikrer korrekt øvelsesudførelse og fuld sammentrækning af den muskulatur, der trænes.
De målrettede og intensive øvelser foregår på unikke specialredskaber. Patienten stabiliseres, så den ønskede bevægelse udføres præcist.

Hver behandling indledes med udstrækningsøvelser for de muskler, som er for korte. Når de stramme muskler er smidiggjorte, trænes de svage muskler, på den modsatte side af leddet, med henblik på at styrke og opstramme disse.
På denne måde bliver det muligt at opnå en større sammentrækning under den aktive træning, når de stramme muskler ikke i samme grad bremser bevægelsen – og fejlstillinger modvirkes.

På Øfeldt Centrene anvender vi ikke gangtræning (gangbarre), da hofter og knæ nemt overbelastes under gang, når muskulaturen ikke er stærk nok til at beskytte leddene.

Behandlingstiden bruges udelukkende på den nødvendige og grundlæggende styrkelse af muskulaturen, via isolerede og målrettede øvelser.

Samtidig er udbyttet af muskeltræningen betydelig større, når en enkelt muskelgruppe trænes isoleret, frem for når flere muskelgrupper, med dårlig nerveforbindelse, trænes samtidig.

Ved nedsat koordineringsevne opnås bedre resultater ved intensiv og isoleret træning af hver enkelt muskelgruppe frem for koordineringsøvelser, hvor flere muskelgrupper er involverede samtidig. Først når den ønskede styrke er opnået, bør der bruges tid på koordinationen imellem de enkelte muskelgrupper.


Cerebral pejling

Dårlig muskelkontrol og- styring kan afhjælpes med intensiv træning. Denne intensive træning skabes med hjælp fra behandleren, som assisterer patienten under de mange tusinde gentagelser af øvelsen. Patienten registrerer igennem disse mange gentagelser, hvilken muskelgruppe der trænes og kan gradvist medvirke mere og mere.

Den utilstrækkelige muskelbevidsthed gør det dog ofte svært for patienter med handicaps at medvirke under øvelserne, da det er vanskeligt at sende signal fra hjernen til den muskulatur, som skal trænes.

Vægtbelastning under øvelserne skaber et træk i muskelfibrene, som i større eller mindre grad formidles videre til hjernen via de indgående nervebaner. Den indgående nerveimpuls gør det nemmere for hjernen at “pejle” muskulaturen, som ønskes aktiveret. Den “cerebrale pejling” gør det muligt for hjernen at lokalisere muskulaturen og retningsbestemme den udgående nerveimpuls til denne.

Specielt patienter med halvsidig lammelse (følger efter apoplexi) mærker stor effekt af vægtbelastning under øvelserne, idet de i starten af deres træningsforløb ofte kun er i stand til f.eks. at strække albuen aktivt, hvis det foregår med vægtbelastning. Det er derfor vigtigt, at benytte vægtbelastning under øvelserne – også for patienter, som ikke kan sende nerveimpuls til muskulaturen.

Siddeløbende kan behandleren, under øvelsen, yde et let, men beslutsomt ryk i muskulaturen nær leddets yderstilling, det vil sige umiddelbart, før muskelfibrene er helt udstrakte. Dette er en anden vigtig del af ”cerebral pejling”.

Derudover kan behandleren udnytte, at lammede patienter ofte har lidt intakt muskelfunktion, hvis muskulaturen arbejder i udstrakt stilling. Det kan bl.a. lade sig gøre ved at ændre lejringen i Øfeldt Centrenes hofte- og benstrækkemaskiner, så der sker maksimal udstrækning af hoftestrækkemuskulaturen.

Denne form for træning kan udnytte en ganske lille muskelfunktion i hoftestrækkemuskulaturen, som efterhånden kan bedres, og muskelaktiviteten vil ofte udbrede sig til patientens knæstrækkemuskulatur – også selvom der ikke umiddelbart kan registreres muskelfunktion i denne til at starte med. Dette er den tredje komponent af ”cerebral pejling”.

Endelig benyttes ofte hjælpevægt, til at gøre kroppen eller benene næsten vægtløse. Behandleren får da mulighed for at give en meget præcis hjælp, og flere patienter overraskes over, at der rent faktisk er nervekontakt til den lammede muskulatur, når deres medvirken får udslagsgivende effekt på bevægelsen. Dette virker meget motiverende.


Hjerne-/ muskeltræning

Behandlingen er ikke kun muskeltræning men også træning af hjernen (og nervesysstemet). De gentagne forsøg på at sende impuls fra hjernen til den enkelte muskel, forbedrer forbindelsen (synapser) imellem hjernens celler (og andre nerveceller), hvorved det ofte med tiden bliver muligt at udføre korrekte bevægelser, også selvom man har en beskadigelse i hjernen, jf. fig. 2 (Bevægelseskurve for albuebøjning).

Fig. 2

Spastic Hemiplegia

De to kurver viser en albuebøjning med 3½ kg belastning (underarmens bevægelse) hos en halvsidig lammet patient – hhv. før og efter 10 måneders intensiv behandling på Øfeldt Centrene. Som det ses på nederste kurve, er bøjemusklerne blevet stærkere (støre sammentrækning) og hurtigere. Kilde: “Spastisk lammelse”, “Træning af muskler og hjerne”, Preben Plum 1986

Forudsætningen for denne indlæringsproces er imidlertid, at træningen sker over et langt tidsrum, og at den består af målrettede, gentagne og nøje styrede bevægelser. Dette skyldes, at hjernen “affotograferer” alle bevægelser, både “rigtige” og “forkerte”, så patienten risikerer at indlære et uhensigtsmæssigt bevægelsesmønster.

Hvis skaden er i rygmarven, og der ikke længere er nerveforbindelse til f.eks benene, er det alligevel af og til muligt at genskabe forbindelsen, idet nerven, der hvor skaden er sket, kan gro ud på ny og ”fange” den lammede muskulatur. Denne restitution tager lang tid, idet nervetråde, som genskabes, kun vokser 1 – 2 mm. pr. dag.

Den intensive behandling på Øfeldt Centrene er ideel til at aktivere denne proces.


Individuel behandlingsplan

Behandlingsprincippet på Øfeldt Centrene er grundlæggende ens for de forskellige diagnoser, som behandles på Centrene.

Alligevel udarbejdes individuel behandlingsplan for hver patient. Den præcise og detaljerede behandlingsplan bestemmes af patientens muskelstyrke, bevægelighed og symptomer.

Behandlingsplanen udarbejdes ved den indledende funktionsundersøgelse og tilpasses løbende, så den hele tiden stemmer overens med patientens oparbejdede funktion og styrke.

Den grundige funktionsundersøgelse på Centrene sikrer, at den rigtige muskulatur styrkes/smidiggøres. Kun mellem 2 og 3 % af patienterne har oplevet tilsvarende grundige undersøgelse af deres muskelstyrke og bevægelighed, før undersøgelsen på Øfeldt Centrene.

Behandlingsplanen tager samtidig højde for, at hver diagnose kan have sit eget symptomforløb. Eksempelvis kan nævnes spastisk lammelse (cerebral parese), som, ud over forstyrrelser i muskelbalancen i armene, medfører typiske fejlstillinger i hofte-, knæ- og fodled, jf. fig. 3.

Fejlstillinger af hofte-, knæ- og fodled. Nogle af de hos spastisk lammede almindeligt forekommende ændringer af musklernes længde omkring hofte, knæ og fod og de deraf fremkaldte fejlstillinger. Disse muskel- og ledforandringer kan udvikles i løbet af de første få leverår.

Kilde: “Spastisk lammelse”, “Træning af muskler og hjerne”, Preben Plum 1986