Af Susanne Andersen - sådan kom jeg af med mine smerter

Jeg har netop afsluttet et års vellykket træning hos Øfeldt og blev i den forbindelse spurgt, om jeg ville fortælle om mit sygdomsforløb. Det har været to barske år, hvor jeg famlede i mørke for at finde svar på, hvordan jeg kunne trives med eller uden smerter, som jeg har døjet med i ryggen. 

Jeg er 32 år, og det hele startede i sommeren 2007. Jeg havde travlt på arbejdet, som pædagog i en børnehave, og havde mange løft, vrid i ryggen og dårlige arbejdsstillinger. Jeg har siden 2002 trænet regelmæssigt i motionscenter (kondition og styrke), og jeg syntes egentlig, jeg var i god form, men det skulle alligevel gå galt pga. arbejdet. Smerterne i ryggen kom snigende over nogle uger og blev gradvist værre og længerevarende, så jeg måtte langtidssygemeldes. Når smerterne var værst, kunne jeg være sengeliggende i 3-4 timer, før smerterne var aftagende.

Jeg gik derfor til fysioterapi og kiropraktor, prøvede akupunktur og trænede, men lige meget hjalp det. Efter to måneder sagde min intuition mig, at der var noget alvorligt galt, men da min praktiserende læge ikke mente, der var nogen grund til yderligere undersøgelse, kontaktede jeg selv en ortopædisk kirurg, hvor jeg blev undersøgt og røntgenfotograferet. Jeg fik stillet diagnosen degeneration af discus (sammenfald af bruskskive mellem lændehvirvel og korsbenet). Jeg fik denne besked: "Det er en kronisk lidelse, som sjældent ses i så ung en alder, den kan ikke helbredes, men holdes nede ved træning". Jeg blev anbefalet at søge flexjob eller omskoling, så jeg havde mulighed for at være så mange år som muligt på arbejdsmarkedet uden at forværre symptomerne. I det øjeblik blev tæppet blev revet væk under mig, og pludselig følte jeg, at hele min verden brød sammen. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne gennemgå en graviditet og fysisk tage vare på mine børn, klare mig økonomisk, klare hverdagens gøremål, og hvilke muligheder havde jeg rent arbejdsmæssigt.

Jeg fortsatte min træning og undersøgte mine muligheder på arbejdsmarkedet. Fandt et andet job inden for pædagogfaget, hvor der var mindre travlt og bedre arbejdsstillinger, men dette kunne jeg heller ikke klare og måtte langtidssygemeldes igen og mistede jobbet.

Jeg kontaktede kommunens jobkonsulenter i foråret 2008, som afviste muligheden for flexjob, og lægekonsulenten afviste min speciallæges diagnose. Så der stod jeg Palle alene i verden og kunne hverken finde hoved eller hale i, hvad der var sandt og ikke sandt. Jeg kunne blot konstatere, at jeg ikke kunne klare mere end to timers arbejde og måtte så lægge mig pga. smerter og spændinger i ryggen. Jeg følte mig "handicappet" på alle tænkelige måder, og så ville kommunen bare have, jeg skulle knokle derudaf 37 timer om ugen.

Nu blev det for alvor også en psykisk belastning, og min praktiserende læge ville give mig lykkepiller, da hun mente, jeg havde en depression, men jeg følte blot en enorm frustration over ikke at blive hørt og få hjælp.

En veninde havde hørt om Øfeldt Centret, så jeg læste om det på hjemmesiden, printede oplysninger om stedet og en henvisning ud til min praktiserende læge. Så blev jeg henvist og startede min første behandling i maj 2008. Her kunne jeg for første gang mærke, at der var noget der hjalp og gjorde godt i ryggen. Jeg fik behandlinger op til tre gange om ugen og begyndte hurtigt at mærke velvære i kroppen, og smerterne fortog sig.  

Efter nogle uger valgte kommunen at raskmelde mig, og jeg skulle herefter stå til rådighed på arbejdsmarkedet. Det var skræmmende, for nu var jeg jo i fuld gang med min træning hos Øfeldt, og skulle et nyt job nu spolere det hele. Men jeg prøvede lidt vikariater inden for mit fagområde, og det gik faktisk godt fysisk. Endelig kunne jeg mærke, at ryggen fik det bedre, og i dag et år efter er jeg fuldt ud arbejdsdygtig, klarer mig ved hjælp af den "rigtige" special træning i motionscenter.

I dag sidder jeg tilbage og er blevet erklæret rask, har det godt med ryggen og nyder at kunne bevæge mig rundt i 15 timer uden at få ondt i ryggen. Jeg skal selvfølgelig stadig passe på med visse bevægelser, men hvor er det rart selv at kunne klare et arbejde og huslige pligter uden at være afhængige af andres hjælp.

Når jeg ser tilbage på sygdomsforløbet kan jeg stadig undres over de vidt forskellige udtalelser omkring min diagnose, og hvorvidt min ryglidelse var kronisk eller til at helbrede. Så tak til Øfeldt for jeres fantastiske indsats. I har givet mig min livskvalitet tilbage, og jeg har nu turdet give slip på jer. I var min tryghed. Og tilbage sidder jeg med spørgsmålet: "Hvor mon jeg havde stået i dag, hvis jeg ikke var kommet til jer?".

Så til alle jer derude med smerter - Selv når det ser allersortest ud, kan der være hjælp at hente.